Sammen høstede de engang stor succes i Nordjylland. Lørdag splitter Øresund dem ad, når det danske/svenske venskab skal stå sin prøve.

»Jeg synes ikke, at han er den, der generelt løber fra favoritværdigheden, hvis han mener, han har det bedste hold,« lyder det fra den tidligere sportsdirektør Lynge Jakobsen om den svenske landstræner Erik Hamrén.

Svenskeren, der fra 2004 til 2008 var cheftræner i AaB, var mandag ikke bleg for at sætte tingene på spidsen, da han afholdt pressemøde forud for EM-bragene. Her kaldte han det for en ”katastrofe”, hvis Danmark ikke klarer skærene og sikrer sig EM-billetten.

Er det spil for galleriet, eller er det reelt, når han udråber Danmark som favorit. Hvis man skal tro én, der kender ham rigtigt godt, er svaret det sidste:

»Hvis Erik følte, at Sverige var klare favoritter, så tror jeg ikke, han ville løbe fra det. Men der er jo nok også et taktisk element i at sige, som han siger.«

Tilbage i foråret 2008 tøvede svenskeren ligeledes med at kalde AaB for favoritter i guldkampen. Mestre blev de dog. Alligevel mener Lynge ikke, at Hamrén er defensiv i sine udmeldninger.

»Nej. Han mener vel bare, at det danske hold er bedre. Og kan jeg da jeg godt give ham ret i, at vi er,« siger Lynge, og kalder Hamrén for en dygtig træner.

Og han har da også tidligere peget på svenskeren som kommende dansk landstræner. Med både de taktiske evner og mandskabspleje som argumenter.

»Erik er rigtig dygtig til at få gjort sit eget hold klar i forhold til modstanderen. Han er ikke den, der bare går på banen og er ligeglad med, hvem de andre er og vil spille sit eget spil. Sådan er han ikke. Han sætter sit hold op på den måde, som han lige nøjagtigt tror kan slå Danmark. Han er altid velforberedt på modstanderne. Og det gør spillerne trygge,« siger Lynge Jakobsen.

Som cheftræner for AaB vandt den nu 58-årige svensker Toto Cup'en i 2007og blev året efter dansk mester.