Det så uhyggeligt ud, da Fenerbahces stjerneangriber Robin van Persie kort før pausen af søndagens opgør mod Akhisar gik i græsset efter et sammenstød med Abdulwahid Sissoko.

Simon Kjærs holdkammerat, der kort forinden havde scoret til 1-0, tog sig til det ene øje, hvorfra de tyrkiske tv-billeder afslørede en blødning.

»Han fik et slag på øjet og beskadigede øjenlåget. Det medførte en blødning,« lød det senere fra klublægen Burak Kunduraciogl.

Et lægehold blev hurtigt sendt ind på banen for at tilse Robin van Persie, og så var det ellers af sted mod hospitalet for at tilse det blødende øje. Troede man. Der opstod nemlig et problem af bizar karakter.

Ifølge det tyrkiske medie futbolarena.com kunne lægeholdet på stadion ikke finde nøglerne til ambulancen på stedet, og derfor måtte man tilkalde en ambulance udefra, der først skulle finde vej til Akhisars hjemmebane, inden den hollandske angriber kunne blive kørt på hospitalet.

Heldigvis kunne Fenerbahce senere meddele, at skaden var langt mindre dramatisk, end den så ud til.

»Efter det første tjek sendte vi en oftalmolog til hospitalet for at til se ham. - Undersøgelserne viste, at der ikke skete noget alvorligt. Hans tilstand er god,« beroligede klubbens læge, Burak Kunduracioglu.

Robin van Persie ventes derfor hurtigt at være tilbage på banen igen. Med begge øjne rettet mod nye mål.

Stjerneangriberen fortæller også selv på facebook, at han er okay:


»Jeg har en lille rift i øjenlåget, men efter undersøgelserne på hospitalet kan jeg sige, at selve øjet er uskadt, så alt er godt,« skriver van Persie.

Robin van Persie er i øvrigt ikke den eneste Fenerbahce-spiller, der i den seneste uge kom i fokus i internationale medier. Det gjorde også hans danske holdkammerat Simon Kjær, der endte i håndgemæng med den svenske superstjerne Zlatan Ibrahimociv. Det kan du læse meget mere om her og her.