Onsdag aften lynede verdens dyreste fodboldspillere på Veltins Arena. Schalke 04 havde budt Real Madrid op til dans i Champions Leagues ottendedelsfinaler, men hjemmeholdet fik aldrig et ben til jorden.

Schalke-spillerne var henvist til rollen som statister, da mastodonterne fra Spanien holdt deres indtog på stadion i det vestlige Tyskland. Særligt det offensive spil fungerede godt for den spanske kongeklub, der havde besluttet sig for at få en målfest ud af turen til Tyskland. Kampen endte 6-1 til Real Madrid, hvilket naturligt nok udløste stor ros fra træner Carlos Ancelotti:

- Mine spillere spillede med godt sammenhold - og de spillede godt, forklarede han til BBC efter kampen.

Selvom han i første omgang lagde vægt på spillerens sammenhold, var han også villig til at fremhæve en særlig gruppe af spillere - og med seks scoringer i kampen tilfaldt rosen naturligvis de offensive kræfter på holdet:

- Alt lykkedes for os. Alle vores tre offensiv-spillere scorede hver to mål, men de fik også god hjælp fra deres holdkammerater

Selvom både Cristiano Ronaldo, Gareth Bale og Karim Benzema scorede to mål hver, fremhæver Ancelotti særligt en spiller for en forrygende kamp:

- Det var Bales bedste kamp i denne sæson.

Med en målrig sejr, hvor resultatet mindst af alt minder om tenniscifre, har Real Madrid nu mere end det ene ben i Champions Leagues kvartfinaler. Returopgøret spilles 18. marts i Madrid.