I flere år har de svenske klubber misundeligt skævet til Danmark, hvor Champions League i adskillige sæsoner har været på menuen. Men i år bliver der byttet rundt på rollerne.

For mens både AaB og FC København blev ydmyget i Champions League-playoff'en, leverede Øresunds-naboerne fra Malmö FF et mindre mirakel mod de storsatsende østrigere fra Red Bull Salzburg. Efter at have tabt 1-2 i Østrig i sidste uge, vandt svenskerne onsdag aften med 3-0 hjemme på Swedbank Stadion.

Den hjemvendte stjerneangriber Markus Rosenberg bragte Malmø på 1-0, da han sikkert omsatte et straffespark efter 11 minutters spil. Og otte minutter senere fordoblede Magnus Eriksson svenskernes føring på en helt igennem fremragende halvflugter.

Med fem minutter igen satte Rosenberg en fed streg under den svenske triumf, da han rundede Salzburg-målmanden og trillede 3-0-føringen i mål. Dermed har Sverige for første gang i 14 år et hold med i Champions League.

Danske Peter Ankersen blev sendt på banen for Red Bull Salzburg fra anden halvlegs start. Malmö FFs danskfødte keeper, Robin Olsen, spillede hele kampen.

Arsenal lænede sig op af fiaskoen hjemme mod tyrkiske Besiktas, men London-holdet fik redet stormen og sikret sig avancement via en samlet 1-0-sejr.

Nyindkøbet fra Barcelona Alexis Sanchez bragte planmæssigt Premier League-klubben på 1-0 sidst i første halvleg. Det var chilenerens første mål for Arsenal.

Men i anden halvleg pressede tyrkerne - der blot skulle bruge et enkelt mål for at gå videre på reglen om udebanemål - godt på. Og det blev for alvor giftigt for "The Gunners", da Mathieu Debuchy fik sit andet gule kort med et kvarter igen. Men det lykkedes et hårdt kæmpende Arsenal-hold at forhindre katastrofen.

Det gjorde det derimod ikke for Napoli, da det syditalienske storhold gæstede spanske Athletic Bilbao i Baskerlandet. Napoli tabte 1-3 efter tre spanske mål i den sidste halve time. Det første opgør endte 1-1, og Serie A-klubben taber dermed 2-4 samlet.