Manchester City har købt Kevin De Bruyne fra VfL Wolfsburg for 58 millioner pund (600 millioner kr.). Aldrig tidligere har Manchester City betalt så høj en overgangssum for en spiller.

Nicklas Bendtners holdkammerat i VfL Wolfsburg bliver en fodboldens helt tunge drenge. Det står fast, efter at han søndag skiftede tilværelsen hos Tysklands nummer to i sidste sæson ud med en kontrakt med sidste års nummer to i England, Manchester City.

Og Manchester City - der ellers ikke er nærige - har sprængt klubrekorden ved at betale 58 millioner pund i overgangssum. Det skriver Sky Sports.

Kevin De Bruyne er den fjerde stjernespiller, Manchester City køber i denne sæson. Tidligere har de engelske mestre fra 2012 og 2014 også hentet Raheem Sterling fra Liverpool, Fabian Delph fra Aston Villa samt Nicolas Otamendi fra Valencia.

Det er ikke mindst Kevin De Bruynes evner som oplægger, Manchester City sætter pris på. I sidste sæson scorede den 24-årige kantspiller 16 mål for VfL Wolfsburg, og han lagde op til 28 scoringer. Alt i alt lagde han op til 112 målchancer.

Kevin De Bruyne har tidligere spillet i Premier League for Chelsea, og inden da havde han kontrakt med Genk i hjemlandet, Belgien.

Kontrakten med Manchester City er seksårig.