Han blev kaldt »løvehjerte« af Aston Villas fans. Det hed sig, at han uden betænkningstid ville heade til en mursten, hvis den blev smidt ind i Villa-feltet.

Danske Martin Laursen er en af de helt store forsvarshelte i Birmingham-klubbens historie - og han havde det ikke sjovt, da han søndag eftermiddag så sit tidligere hold blive ydmyget med 0-5 af Arsenal på Emirates.

»Det var ikke godt at se på. Det er generelt trist at se Aston Villa for tiden,« fortæller den tidligere danske landsholdsprofil til BT.

Han var heller ikke imponeret af sin landsmand Jores Okore, der spillede hele søndagens kamp i Villas midterforsvar.

»Han gør det dårligt - sammen med alle de andre«.

»Han tager forkerte beslutninger. Begge midterforsvarere er skyld i det første mål (Giroud, red.), hvor sådan en bold aldrig må give en friløber på dette niveau. Der er så mange ting, der ikke fungerer i dag. Det ser helt forkert ud,« siger Martin Laursen, der spillede i Aston Villa fra 2004 til 2009

Jores Okore indledte sæsonen nederst i Aston Villas forsvarshieraki. Han havde været ukampdygtig i næsten et år med en svær knæskade, og Aston Villa-manager Paul Lambert havde i mellemtiden bygget et forsvar op omkring andre spillere.

Men i slutningen af november - efter et hav af skader - blev den skotske manager tvunget til at lade danskeren starte inde. Og her leverede den firskårne Okore så overbevisende en indsats, at han har været fast mand lige siden - og han er nærmest på ugentlig basis blev storrost af Lambert i medierne.

Og trods mareridtssøndagen i London, mener Martin Laursen, at den 22-årige forsvarsspiller har leveret varen siden sit comeback.

»Det har til tider været ok rent defensivt. De har ikke lukket så mange mål ind, så derfor fortjener han også al den ros,« siger Laursen og fortsætter:

»Han er kommet tilbage fra en lang, lang skade, som han pådrog sig efter en god start i klubben - og derfor har der været sådan en positiv energi omkring ham. Fansene har hele tiden været glade for ham, og de var superglade, da han kom tilbage. Og derfor har hans comeback hele været ’hypet op’ i Villa. Han har gjort det fint, og han kan være tilfreds med sig selv.«

Martin Laursen nåede at spille seks sæsoner i Serie A-klubberne Verona og AC Milan, men det er Aston Villa, der er blevet hans hjerteklub, efter at karrieren - grundet tilbagevendende knæproblemer - blev indstillet i 2009.

»Det er det hold, som jeg følger mest og som interesserer mig mest. Det er der, hvor jeg havde min bedste periode som spiller, og jeg har stadigvæk en masse kontakter i klubben, og jeg forsøger at komme derover så ofte som muligt.«

Aston Villas fans kræver - ifølge Laursen - ikke alverden af spillerne, men de vil alligevel være meget kritiske over for indsatsen mod Arsenal.

»De (fansene, red.) kræver først og fremmest bare, at man dækker ordentligt op. Og så kræver de noget vildskab. Og det var der intet af i dag (søndag, red.), og det vil Villa-spillerne få hug for. Man skal være stolt over at tage Aston Villa-trøjen på, og man skal yde sit ypperligste. Spillerne kæmpede ikke for noget og gad ikke løbe den ekstra meter, og det vil der blive slået hårdt ned på.«

»Det er kæmpe problem, at spillerne ikke ofrer sig, og det er et udtryk for, at der er nogle store problemer med træneren.«

Aston Villa ligger på efter 23 runder på 16. pladsen i Premier League - med en sølle målscore på 11-30.