I lørdagens kamp mellem Manchester United og Queens Park Rangers ændrede Louis van Gaal strategi i løbet af kampen. Ændringen kom, efter de medrejsende fans havde fyldt stadion med råb om en taktisk ændring. Han insisterer dog benhårdt på, at den taktiske ændring var hans helt egen beslutning.

Når kritikken af og til har haglet ned over Morten Olsen, plejer han at henvise til, at man som landstræner i Danmark har mindst fem millioner landstrænere, der har hver sin mening. Nu anvender Uniteds træner samme forklaring efter en taktisk ændring. Han kan dog henvise til en langt større skare af fans - eller medtrænere, om man vil:

»Jeg kan ikke holde øje med fansene, for hvor mange fans har Manchester United? Du kan ikke forholde dig til 600 millioner holdninger,« siger han i et interview med fodboldmediet Goal.

Overfor de nysgerrige journalister står den hollandske træner stejlt på, at hans job er at holde øje med spillerne og analysere deres evner. Han skal altså ikke tage sig af fansenes holdninger til, hvordan han bør styre sit mandskab:

»At se på spillerne, kommunikere med spillerne, observere og analysere det er mit job.«

Manchester United vandt kampen 2-0. Begge mål blev scoret af indskiftere (Marouane Fellaini og James Wilson) efter den taktiske ændring til en klassisk 4-4-2 formation.