Træneren i Juventus, Massimiliano Allegri, bliver manager i Chelsea til næste sæson.

Det fastslår Skysports.com med Massimiliano Allegris tidligere træner, Giovanni Galeone, som kilde.

»Jeg tror, at Max tager til Chelsea til sommer, og jeg tror, at han vil klare sig rigtig godt,« siger Giovanni Galeone, der var træner i Pescara, mens Allegri spillede dér.

»Det giver ikke længere mening, at han bliver i Juventus. Og tilbuddet fra Chelseas ejer, Roman Abramovich, er fantastisk,« siger Giovanni Galeone.

Massimiliano Allegri kom til Juventus i 2014 og førte holdet til det italienske mesterskab og Champions League-finalen. I denne sæson kom holdet elendigt fra start, men de er kravlet op igennem tabellen og ligger nu nummer to i Serie A.

»Han har gjort det fantastisk i Juventus - især i betragtning af, at klubben ikke ville købe de spillere i sommer, som han gerne ville have. Jeg er sikker på, han vil gøre det godt i Premier League,« siger Giovanni Galeone.

I Chelsea overtog hollænderen Guus Hiddink posten som manager i december, da klubben fyrede José Mourinho. Guus Hiddink har haft en vis succes i London-klubben, som endnu ikke har tabt under hans ledelse.

 
Der kan nå at ske meget indtil sommer, men fortjener så loyal en spiller, at gå og vente?
Vis mere