Manchester City bliver beskyldt for at have sat 'hundrevis af drenge i fare' i en sag, der handler om Barry Bennells omfattende sexmisbrug af unge fodboldspillere, skriver The Guardian.

Ifølge den britiske avis ignorerede Manchester City flere advarsler om den tidligere scout i klubben, som angiveligt fik nys om Bennells farlige adfærd i slutningen af 1970'erne.

Men Bennell fik uhindret lov at fortsætte i klubben i en syv-årig periode, inden han rykkede videre til Crewe Alexandra i 1985. Crewe Alexandra risikerer som Manchester City også et retsligt efterspil.

I perioden voldtog Bennell en masse drenge - og det på trods af, at flere højtstående officials havde advaret Manchester City mod en mand med en 'næsten umættelig appetit' for unge drenge, og som nu betegnes som den potentielt værste pædofile i sportsverdenen nogensinde, fordi han helt frem til sin anholdelse i 1994 i Florida angiveligt misbrugte et utal af unge drenge.

Bennell er fundet skyldig i 43 anklager mod 11 forskellige drenge, skriver den britiske avis. Hans strafudmåling sker mandag, og den 64-årige tidligere scout kan ende med at tilbringe resten af sine dage bag tremmer.

I toppen af artiklen kan du se højdepunkter fra Manchester Citys sejr over West Bromwich Albion.

Politidokumenter fra 1990'erne viser ifølge The Guardian også, at Manchester City blev efterforsket for, om klubben forsøgte at dække over Bennell.

LÆS OGSÅ: Populær fødselsdags-knægt: Eriksen runder sej milepæl efter drømmekamp

Men Bennell blev altså lang tid før sit skifte til Crewe Alexandra anset for at være en trussel, og avisen skriver desuden, at den daværende ungdomstræner Steve Fleet insisterede på, at Bennell, som var ekstremt dygtig til at finde unge talenter, ikke skulle have et job som ungdomstræner i klubben. Bennell fortsatte dog i sin rolle som scout.

I en udtalelse til The Guardian skriver Manchester City, at klubben »har stor sympati for ofrene, der gik igennem de traumatiske oplevelser, som man ikke kan forestille sig konsekvenserne af. Ingen kan fjerne deres lidelser eller lidelserne hos andre, som er blevet misbrugt som børn i fodboldmiljøet. Alle ofre burde være sikret fuld beskyttelse for den smerte, som ramte dem.«