Ifølge den franske sportsavis L'Equipe står den svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic til at få op mod fire spilledages karantæne efter sit verbale overfald mod en dommer for to uger siden.

Det er et disciplinærudvalg fra franske Ligue 1, der skal træffe beslutningen. Ifølge avisen har det ikke hjulpet Ibrahimovic' sag, at han på et pressmøde onsdag - forud for Sveriges landskamp - igen udtalte sig kritisk om dommeren.

»Jeg bliver straffet, det gør dommeren ikke. Det bliver ved med at overrakse mig, men der er ikke noget at gøre ved det. Jeg må bare spille videre,« sagde Zlatan Ibrahimovic surt til de fremmødte journalister på Friends Arena i Stokholm.

Hele balladen begyndte, da den svenske angriber langede kraftigt ud efter dommeren, efter Paris Saint Germains nederlag til Bordeaux 15. oktober.

»I løbet af mine 15 år som spiller har jeg aldrig set så dårlig en dommer. Dette lorte-land fortjener ikke PSG,« sagde Ibrahimovic dengang.

Raseriudbruddet fik hele Frankrig til at rase tilbage mod svenskeren, og formanden for højrepartiet Front National, Marine Le Pen, reagerede kraftigt på kommentarerne.

»Hvis han synes, Frankrig er et lorte-land, så kan han skride ud af landet. Det er så simpelt,« sagde Marine Le Pen.

Zlatan Ibrahimovic har senere undskyldt over for det franske folk og fans af PSG.

Men med de nye udtalelser under ondagens pressmøde kan Zlatan se frem til en hårdere straf. Ifølge L'Equipe tager Ligue 1 det ilde, at svenskeren ikke angrede, men nok engang rasede mod dommeren.