Både Brøndby og FC København har drømt om at lande Michael Krohn-Dehli, men det ligner, at landsholdsspilleren bliver i La Liga.

Den tekniske begavede midtbanespiller har høstet store roser for denne sæson i Celta Vigo, og da hans kontrakt udløber til sommer, har der været rigeligt med bejlere. Blandt andre Malaga og Villarreal, men det tyder på, at Michael Krohn-Dehli vælger Sevilla.

Ifølge det spanske radionetværk Cope, så har danskeren bestået lægetjek i den andalusiske storklub, og ventes at underskrive en aftale af tre års varighed gældende fra næste sæson.

Dermed får 31-årige Michael Krohn-Dehli igen europæisk fodbold på menuen. Sevilla ligger pt. nummer fem i La Liga.