Morten Olsen var bare én kamp fra at tangere verdensrekorden for flest kampe i spidsen for eget landshold.

Det danske landshold formåede ikke af kvalificere sig til EM-slutrunden i Frankrig næste sommer, men havde de gjort det, kunne Morten Olsen havde nået en vigtig milepæl.

Den 66-årige Olsen kunne med en EM-deltagelse havde overtaget verdensrekorden for flest kampe som landstræner. En rekord, som tyskeren Sepp Herberger sidder på. Den danske landstræner nåede 166 kampe inden han stoppede, hvorimod Herberger er noteret 167 kampe i spidsen for Tyskland og Vesttyskland.

Morten Olsen fik sine 166 kampe på bare 15 år, mens Herberger brugte næsten dobbelt så lang tid på det. Hele 28 år fordelt over to omgange nåede han at stå i spidsen for det tyske landshold, 1936-42 og 1950-64.

Til gengæld kan Olsen glæde sig over andre store præstationer. Han er den første, der har nået 100 kampe både som spiller og træner for eget landshold. Derudover lægger han sig på en samlet femteplads på listen over de længst siddende europæiske landsholdstrænere i historien med sine 15 år i spidsen for det danske landshold.

DBU har endnu ikke meldt ud, hvem der efterfølger Olsen på posten, men flere medier peger på norske Åge Hareide som mulig afløser.