Morten Olsen er stadig i spil som belgisk landstræner, men inden det kan komme så langt, skal den nuværende landstræner, Marc Wilmots, først melde sit stop. Det er en delegation fra det belgiske fodboldforbund blevet enige om på et møde tirsdag med det enlige formål at diskutere landstrænerposten.

Her snakkede de om mulige nye emner til landstrænerposten, hvis Wilmots som forventet bliver præsenteret som Schalke 04-træner inden længe. Og ifølge BTs oplysninger blev der på mødet også diskuteret de mange tilbud fra trænere, der allerede har meldt deres interesse i jobbet.

Men indtil den belgiske landskamp mod Wales den 12. juni er overstået, vil de ikke gå videre med mulige kandidater.

»Wilmots har ikke fortalt os noget endnu, så vi går ud fra, at han bliver her. Men skulle han vælge at forlade os, har vi sammensat en gruppe, der om nødvendigt vil finde en ny landstræner«, siger fodboldforbundets præsident, François De Keersmaecker, til Het Laatste Nieuws.

Udover præsidenten selv vil også vicepræsident Philippe Collin sidde i denne gruppe. Og han er den mest interessante af de fem, da han og Morten Olsen kender hinanden via linket til Anderlecht. Om det link så også er stærkt nok til at sikre Morten Olsen et job som belgisk landstræner, finder vi først ud af efter den 12. juni.

Og det vil selvfølgelig også kræve, at Morten Olsen kan komme fri af den kontrakt, han har med DBU indtil sommeren 2016.