Jose Mourinho og Chelsea fik tirsdag aften 0-0 på udebane mod Atletico Madrid i den første Champions League-semifinale, og bedømt ud fra englændernes ultradefensive udgangspunkt så det ud til at være lige præcis det resultat, som Mourinho & co. kom efter.

Men Jose Mourinho afviste efter kampen, at London-klubben kun kom til den spanske hovedstad for at få en nullert med hjem.

- Nej, jeg gik ikke efter 0-0. Men jeg ønskede heller ikke at starte returkampen et mål bagefter, sagde portugiseren efter kampen ifølge Sky Italia.

- Vi spillede en solid kamp. Vi frustrerede Atletico, selvom det er dem, der normalt frustrerer deres modstandere. Atletico havde brug for at vinde denne kamp, og det forhindrede vi dem i. Jeg sagde til mine spillere, at de ikke skulle holde for længe i bolden, da Atletico presser så godt.

- Og så blev det svært for Torres oppe foran, da han ikke fik meget hjælp af hverken Willian eller Ramires, der begge havde svært ved at forsvare og angribe, forklarede Jose Mourinho.