Chelsea var uden seks af de spillere, der tabte i weekenden, og det gik ud over Maccabi Tel-Aviv, der blev tromlet under græstørvene på Stamford Bridge med 4-0 i englændernes første Champions League-kamp.

Det er ikke en gratis omgang at tabe tre gange i fem kampe, når klubnavnet er Chelsea, og manageren hedder José Mourinho.

Reaktionen kom prompte, da holdkortet blev offentliggjort inden sæsonens første Champions League-kamp. Seks ændringer i forhold til blamagen mod Everton lørdag og friskt blod i skikkelse af Ruben Loftus-Cheek og Baba Rahman.

Nu er Maccabi Tel-Aviv hjemme unægteligt en anden snak end et møde med Everton i bedste forfatning på fjendtligt græs. Sikkert er det dog, at Chelsea allerede i kampens indledning viste, at London-holdets stærke, meget dynamiske og målrettede kontraspil stadig er en magtfuld størrelse at bakse med.

Trods Eden Hazards brændte straffespark meget tidligt i kampen fastholdt Chelsea trykket mod et israelsk hold, hvor Ben Haim som defensiv talisman ikke var den mest tillidsvækkende type at klamre sig til.

Willian åbnede ballet efter kvarter, og herefter rullede angreb efter angreb frem mod gæsternes mål.

Oscar fordoblede på et korrekt dømt straffespark, og den hipsterfuldskæggede Diego Costa kunne midtvejs i anden halvleg fjerne edderkoppefamilien oppe i målhjørnet hos målmand Predrag Raikovic. Endelig kom udskældte Cesc Fabregas med poetisk retfærdighed på måltavlen ved at skubbe en ripost over stregen 10 minutter før tid.

Der var tydelig lettelse at spore hos et engelsk mesterhold, der både op til sæsonstart og i de første Premier League-kampe har været bekymrende langt under vanligt niveau. Derfor var det spillet mere end målene i sig selv, kollektivets sammenhængskraft mere end sejrens størrelse og marginalspillernes sultne greb efter at sætte et aftryk på forestillingen, som José Mourinho kan tage med sig fra mødet med et af de mere upåagtede hold i milliardærturneringen.