Chelseas manager, Jose Mourinho, mener ikke, at UEFA straffer klubber, der bryder Financial Fair Play-reglerne, hårdt nok.

Chelseas Premier League-konkurrenter Manchester City har ellers fået en bøde af UEFA på 473 millioner kr. for brud på netop de finansielle regler. Desuden må de kun udtage 21 spillere til deres Champions League-trup i stedet for de normale 25 i denne sæson. Men det er alt for blid en straf, vurderer Jose Mourinho.

- Er bøderne fine? Det synes jeg ikke. Det første, man burde gøre, var at tage titler og point fra holdene. Hvis du har penge nok til at bryde reglerne i Financial Fair Play, og du vinder titler, så vil du jo fortsætte med at bryde reglerne, hvis du kun bliver straffet med en bøde, siger Jose Mourinho til Maisfutebol.

I stedet så portugiseren gerne, at klubberne blev frataget eventuelle titler eller straffet på en anden hårdere måde, skriver The Telegraph.

- Det er seriøst, hvis du starter næste sæsons Champions League med minus seks point, eller du i stedet for Champions League kun får lov at spille i Europa League.

Chelsea har op til denne sæson for første gang selv imødekommet de økonomiske regler fra UEFA.

Manchester City og Chelsea tørner sammen søndag eftermiddag på Etihad i Manchester. Her kan den tidligere Chelsea-legende Frank Lampard komme i spil for modstanderholdet.