Efter mandagens fyring af manager Gus Poyet i Sunderland, har rygterne svirret om, hvem der skal tage over. Michael Laudrup har også været nævnt, men nu har klubben skrevet under med en anden.

Det bliver hollandske Dick Advocaat, der kan sætte sig til rette i manager-sædet i Sunderland. Det meddeler klubben på deres officielle hjemmeside. Lørdagens 0-4-nederlag mod Aston Villa på hjemmebane blev for meget for ledelsen, der tog konsekvensen og fyrede Poyet efter blot én sejr i 12 kampe.

De dårlige resultater placerer Sunderland på en øjeblikkelig 17.-plads - kun ét point over nedrykningsstregen.

67-årige Advocaat kommer med en imponerende trænerkarriere i bagagen. Han har været træner for store klubber som PSV Eindhoven, Glasgow Rangers, Borussia Mönchengladbach og Zenit Skt. Petersborg. Han har ligeledes en lang landstræner karriere i blandt andet Holland, Sydkorea, Belgien og Rusland.

Klubben møder på lørdag West Ham på udebane.