Den norske forsvarsspiller, John Arne Riise, skifter til det cypriotiske fodboldklub Apoel Nicosia. Det skriver den norske avis VG.

Apoel slog de danske mestre fra AaB i den sidste kvalifikationsrunde til Champions Leagues gruppespil, og John Arne Riise ser frem til at spille i den cypriotiske hovedstad.

- Jeg er meget glad. Det er en ny kultur og nye muligheder. Champions League-eventyret bliver rigtig fedt, siger John Arne Riise ifølge VG.

I Apoel er de da også glade for at have tilknyttet den rutinerede norske spiller, der har 110 landskampe på CV'et.

- Han er en berømt fodboldspiller. Han har spillet på det norske landshold og har erfaring fra de store ligaer, siger Apoels pressechef Nektarios Petevinos til VG.

33-årige John Arne Riise har stået uden klub siden hans kontrakt med Fulham udløb i juni måned. Han kan - sammen med resten af Apoel-mandskabet - se frem til en række svære Champions League opgør mod PSG, FC Barcelona og Ajax.