De forsvarende norske mestre fra Strømsgodset har udset sig danske Patrick Olsen som erstatning på den centrale midtbane. Inter skal beslutte, om de vil udleje stortalentet til fast spilletid.

Inters 19-årige talent Patrick Olsen kan stå foran gode udsigter til spilletid for de norske mestre fra Strømsgodset i den kommende sæson. BT erfarer, at Strømsgodsets ledelse har set sig varme på det danske stortalent i forsøget på at fylde hullet på den centrale midtbane efter salget af den bærende profil Stefan Johansen til Celtic. Et norsk tilbud er landet i Milano.

Inter har tidligere åbnet for at udleje Patrick Olsen for at sikre hans udvikling gennem fast spilletid under de rigtige rammer. Det er endnu uvist, om Inter vælger at takke ja til Strømsgodsets tilbud om at hente danskeren på et lejemål i denne sæson eller frem til sommer. Men en afgørelse trænger sig på.

Tidligere har blandt andre græske Panathinaikos, ifølge græske pressekilder,  henvendt sig omkring Patrick Olsen, uden at det mundede ud i en aftale.

Strømsgodsets sportsdirektør Jostein Flo har ikke ønsket at besvare BTs henvendelser omkring Patrick Olsen søndag, ligesom han har valgt at forholde sig tavs, da norske medier efterfølgende henvendte sig til ham under klubbens sæsonforberedelser i spanske La Manga.

Patrick Olsens agent Michael Bolvig ønskede heller ikke at kommentere eller bekræfte oplysningerne, da BT søndag fangede ham, kort før han steg ind i et fly i Kastrup Lufthavn.

Men agenten fortalte i december til BT, at arbejdet på at finde fast spilletid til et af Danmarks mest lovende talenter var i fuld gang.

- Inter har stadig store planer med Patrick, men de vil også sikre sig, at han får den rigtige udvikling. Grundet det faktum, at der er rigtig mange dygtige spillere til rådighed på den centrale midtbane - sammenholdt med, at Patrick er så ung - vil det optimale være, at han får noget fast spilletid på et lejemål, sagde Michael Bolvig til BT i december.

Også Patrick Olsen har bekræftet, at han er bidt af livet og den hårde konkurrence i en storklub men samtidig savner sikker udvikling gennem spilletid, inden han igen kan søge mod storklubberne.

- Jeg savner spændingen og adrenalinsuset, og så kan det ikke undgås, at man kommer til at mangle nogle af de taktiske ting og de hurtige reaktioner, der kommer i kampene, sagde Patrick Olsen inden januars transfervindue.

Den boldfaste og teknisk dygtige midtbanespiller udtrykte samtidig, at han er glad for, at han valgte at blive et halvt år længere i Milano og samle erfaring som fast medlem af en storklubs førsteholdstrup. Et sats på egne evner, der samtidig gav ham officiel debut for førsteholdet i pokalkampen mod Trapani i december. Inden sæsonen fik han blandt andet spilletid i træningskampe mod Real Madrid, Juventus og Chelsea.

Hvis Patrick Olsen og Inter vælger at takke ja til et tilbud fra Strømsgodset, vil det i hvert fald blive et 'ja tak' til en spillestil, der ikke er helt uvant for Patrick Olsen. Strømsgodset spiller under cheftræner Ronny Deila i en 4-3-3-formation med offensive kanter og en dybt placeret central midtbanespiller til at binde spillet sammen. I en - i forhold til norsk fodbolds omdømme - usædvanligt pasningsbetonet spillestil, er det ikke langt fra det, som Patrick Olsen i årevis er oplært med på forskellige danske U-landshold.

Strømsgodset er som norske mestre med i kvalifikationen til Champions League midt i juli.