I England har nyheden om den måske kommende Super League nu også nået det britiske kongehus.

Her tager prins William afstand fra planerne, hvor de engelske klubber Liverpool, Manchester United, Manchester City, Arsenal, Chelsea og Tottenham er med blandt de foreløbig 12 klubber.

Men nu tager Prins William bladet fra munden via sin Twitter-konto 'The Duke and Duchess of Cambridge'.

»Mere end nogensinde må vi beskytte hele fodboldsamfundet – fra toppen til græsrødderne – og værdierne, hvor konkurrence og retfærdighed er kernen,« skriver han og fortsætter:

»Jeg deler bekymringerne fra fans i forhold til forslaget om Super League, og skaden den risikerer at påføre det spil, vi elsker.«

Planerne har fået en hård modtagelse verden over, hvor blandt andre Uefa vil udelukke klubberne fra alle turneringer både i de hjemlige lande og internationalt.

Udelukkelsen risikerer også at ramme holdenes spillere, som kan blive udelukket fra EM- og VM-turneringerne.

Det vil DBU dog kæmpe for ikke sker, udtaler formand Jesper Møller mandag aften.