Det helt store samtaleemne efter landskampen mod Færøerne fredag aften var Kasper Schmeichel.

I slutminutterne af opgøret blev han passeret for første gang i de ni VM-kvalifikationskampe, og dermed røg håbet om at gøre det utrolige og kvalificere sig til Qatar uden at indkassere et mål.

Søndag var så første gang, at målmanden igen var til rådighed for medierne inden den sidste kamp i gruppen mod Skotland, og her blev han spurgt ind til sin arrigskab, der kom ud for fulde gardiner i Parken.

»Det handler bare om ærgerrighed, og det er vores job ikke at lukke mål ind, og når det ikke fungerer, så er der selvfølgelig irritation. Det handler om en standard, vi har sat for os selv,« siger Kasper Schmeichel, der forinden målet til Færøerne havde en kæmpe redning.

Dér havde han håb om, at holdkammeraterne var blevet mere opmærksomme, men de semiprofessionelle færinger, der burde have været meget mere møre end danskerne i slutfasen, fik endnu en chance og greb den.

»Vi fik advarslen, lige før de scorede, og det er selvfølgelig frustrerende, men vi vandt kampen, og jeg har altid sagt, at det er det vigtigste og ikke clean sheet, men det er en dejlig ting at have,« lyder det fra Kasper Schmeichel, som i momenterne efter scoringen var voldsomt utilfreds.

Han skældte især ud på Joakim Mæhle, der missede at presse op på sin modstander, som slog indlægget, og Schmeichel var i slutfasen endnu så mærket efter selvsamme Mæhles mål til 3-1, at han ikke jublede som de andre på banen.

Da opgøret var fløjtet af, var det dog en anden sag, forsikrer Kasper Schmeichel og fortæller, at humøret hurtigt blev godt.

»Efter kampen går der et minut. Vi havde vundet kampen, og det er det vigtigste, som jeg altid siger. Det er ikke noget, som sidder i mig, det går rimeligt hurtigt væk,« slår han fast.