Politiet går nu ind i sagen om Cristiano Ronaldo, der er kommet i modvind, efter han slog en telefon ud af hånden på en Everton-fan.

Det skete, da den frustrerede superstjerne gik fra banen efter et nederlag til Manchester United på 0-1.

Og nu har politiet altså valgt at undersøge sagen nærmere.

»Vi kan bekræfte, at vi er i kontakt med Manchester United og Everton som følge af beretninger om et påstået overfald ved fodboldkampen mellem Everton og Manchester United på Goodison (Evertons hjemmebane, red.).«

»Da spillerne forlod banen kl. 14.30, blev det rapporteret, at en dreng blev overfaldet af en fra udeholdet, da de forlod banen,« siger en talsperson fra Merseyside Police til Liverpool Echo.

Cristiano Ronaldo har selv beklaget sin opførsel i et opslag på Instagram.

»Det er aldrig nemt at håndtere følelser i svære øjeblikke, som det vi står i nu. Ikke desto mindre er vi altid nødt til at være respektfulde, tålmodige og et godt eksempel for alle de unge, der elsker det smukke spil.«

»Jeg vil gerne undskylde for mit udbrud, og – hvis det er muligt – vil jeg gerne invitere denne fan til at se en kamp på Old Trafford som et bevis på fairplay og sportsånd,« skriver angriberen.