Landsholdet har i skrivende stund ingen lønaftale med DBU.

Det er kendsgerningen, efter DBU onsdag morgen på deres hjemmeside har erklæret, at forhandlinger med Spillerforeningen om landsholdets lønaftale er blevet sparket til hjørne.

»Spillerforeningen har afvist vores tilbud, så derfor har vi set os nødsaget til at bede spillerne om at vurdere, om de fortsat vil stå til rådighed for landsholdet,« udtaler DBU-direktør Claus Bretton-Meyer.

Ifølge pressemeddelsen er det en 17 procents besparelse i forhold til tidligere aftale, der har fået Spillerforeningen til at stejle. Derudover har man også afvist DBUs ønske om at forhandle direkte med spillerne i forbindelse med fans- og sponsorarrangementer.

Fodboldunionen gør i pressemeddelelsen desuden meget ud af at understrege, at Danmark med de nye besparelser stadig ville have de højeste aflønningssatser i Norden.

»En spiller, som har spillet alle landskampe i den tidligere 4-årige kontraktperiode, har tjent 3,2 mio. kr. ved at spille på landsholdet inkl. deltagelsen i EM 2012. Det svarer til et årligt honorar på 800.000 kroner for godt otte kampe om året,« skriver DBU om den gamle lønaftale.

Den 40-60 mand store bruttotrup har indtil den 2. marts til at tilkendegive, om de fortsat vil spille for landsholdet, blot femten dage inden landstræner Morten Olsen skal udtage trup til venskabskampene mod USA og Frankrig.

Der vil uanset hvad blive stillet hold til landskampene, forsikrer DBU. Så er spørgsmålet blot, hvilke spillere holdet vil bestå af.

Spillerforeningen er tilsyneladende blevet taget på sengen af DBUs konfronterende linje, når det gælder landsholdsaftalen.

»Spillerforeningen er overraskede over den udmelding, som DBU her til morgen er kommet med om landsholdsforhandlingerne. Udmeldingen er ikke koordineret med Spillerforeningen, og vi er ikke enige i det, DBU fremfører,« lyder det i en pressemeddelelse fra Spillerforeningen, som først vil holde møder i de respektive landsholds spillerråd, inden man melder mere ud.