Uheldet vil ikke slippe sit tag i Manchester United, der nu melder, at Wayne Rooney kan være ramt af en lyskenskade, der vil holde ham ude de næste tre uger, skriver The Guardian.

Søndag skal United spille en af sæsonens vigtigste kampe, når de skal besøge Chelsea på Stamford Bridge. Chelsea indtager i øjeblikket Premier Leagues tredjeplads, hvilket udløser en af de eftertragtede billetter til næste års Champions League. Det er derfor at stor betydning, at United-manager David Moyes har hele sin trup til rådighed, så holdet kan nærme sig den del af tabellen, hvor det er sjovt at være.

Problemet er, at Rooney er ramt af en lyskenskade, der kan holde ham ude af kamp de næste tre uger. Angrebsesset er netop vendt hjem fra Egypten. Her har han brugt en uge sammen med sin familie og en af klubbens fitnesseksperter på at komme sig over en skade i inderlåret. Men nu tyder meget altså på, at den engelske landsholdsspiller er ramt af endnu en skade - denne gang i lysken.

Spillerne holdt fri onsdag, så den endelige dom over Rooney bliver først fældet i løbet af torsdag. Med tanke på søndagens vitale kamp mod Chelsea må Moyes afvente afgørelsen med en vis ængstelse. Udsigten til tre ugers kamppause betyder, at Rooney kan gå glip af tre ligakampe. Dermed kan muligheden for at kæmpe sig op på ligaens fjerdeplads, der udløser CL-billetter, blive stadig sværere at få øje på for de regerende mestre.

Samtidig må holdet muligvis undvære Rooney i onsdagens Capital One Cup-kamp, hvor United skal forsøge at vende et 1-2 nederlag fra den første af de to semifinaler mod Sunderland.