Kent Nielsen stopper i AaB til sommer, når hans kontrakt med de forsvarende The Double-vindere udløber. Det meddeler AaB mandag morgen, og straks kan spekulationerne om, hvor han fortsætter, begynde.

Mens der tidligere på efteråret var indtil flere muligheder i Superligaen, er det nu kun Sønderjyske og OB, der i princippet mangler en træner fra den kommende sæson, og mestertrænerens chancer kan derfor ligge i udlandet.

OB

Ove Pedersens kontrakt udløber til sommer, og endnu er det usikkert, hvad der skal ske i klubben. Kent Nielsen har tidligere kørt et tæt parløb med sportschef Jesper Hansen, da de var sammen om at løfte AC Horsens fra de lavere rækker til en plads i Superligaen, og vælger OB-ledelsen at sige farvel til Ove Pedersen, kan Fyn være næste destination. Det kræver dog sandsynligvis nogle større økonomiske muskler end dem, OB har spillet med de seneste par år, for det kan være svært at se Kent Nielsen i endnu et job, hvor penge er et evigt problem.

Både fyens.dk og nordjyske.dk rapporterer allerede om netop dette rygte.

Temperatur: Ganske lun

Sønderjyske

Lars Søndergaard har kontraktudløb til sommer, men Sønderjyske er næppe stor nok til Kent Nielsen, der er på vej op ad i sin trænerkarriere. Han vil - med al respekt for Sønderjyske - næppe tage skridtet ned ad den økonomiske og sportslige karrierestige

Temperatur: Iskold

Brøndby

Lykkes det ikke at hæve udbyttet af investeringen i Brøndby, kan klubbens ledelse vælge at sige farvel til Thomas Frank. Spørgsmålet er, om man tør gå tilbage til en træner, der efter sidste fyring stod tilbage som en fuser, selvom han siden har vist gode resultater i Aalborg.

Temperatur: Kold

Landsholdet

Jim Stjerne Hansen var den første, der i sin tid seriøst nævnte Kent Nielsen som en kommende landstrænerkandidat. Dengang blev han næsten til grin, men i dag ligner Kent Nielsen et helt udmærket bud på en kandidat. Hans spillestil med AaB er langt mere underholdende, end den var i Horsens og Brøndby, og han har vist, at han kan skabe resultater både nationalt og i Europa. Morten Olsen sidder dog efter al sandsynlighed på jobbet indtil hans kontraktudløb i 2016, og så længe går Kent Nielsen næppe arbejdsløs.

Temperatur: Kold

FC Midtjylland

Glen Riddersholm er en succes i FC Midtjylland, men hans aftale er ikke begrænset og kan forholdsvis nemt opsiges. Det er dog næppe et tema. FC Midtjylland bliver derfor kun en mulighed, hvis Glen Riddersholm selv vælger at søge videre. Stilmæssigt vil der ikke være voldsomt langt mellem de to temmelig direkte spillestile.

Temperatur: Kold - grænsende til iskold

Norden

Der har været løbende interesse fra især Sverige og Norge, men kun få klubber i Allsvenskan og Tippeligaen er rigtig interessante. To af de interessante, Rosenborg og Helsingborg har dog temmelig nye trænere i jobbet.

Temperatur: Kølig

Resten af Europa

Det er enormt svært at komme til udlandet som dansk træner, men Kasper Hjulmand har åbnet en dør i Tyskland, der måske kan hjælpe Kent Nielsen ind. I Holland kender de AaB godt efter at have købt en del spillere i Nordjylland. Det kunne også være en mulighed.

Temperatur: Kølig