Maksym Koval var den helt store helt, da OB med 1-1 mod Randers FC indkasserede efterårssæsonens første point på jysk græs. Gang på gang diskede han op med redninger i særklasse.

Men når denne sæsæon er slut, må den fynske Superliga-klub efter alt at dømme vinke farvel til det 22-årige ukrainske målmandstalent.

»Vi lejede ham på gunstige vilkår af Dinamo Kiev i august. Men da det er usandsynligt, at vi kan betale det, de kræver for, at vi kan beholde ham på en permanent aftale, er vi bevidste om, at vi kun har ham til rådighed på lånt tid,« sagde OB-træner Kent Nielsen efter kampen og tilføjede:

»Mod Randers spiller han sin hidtil bedste kamp for os. Han er jo både lynhurtig på stregen og kraftfuld i sit spil i straffesparksfeltet.«

Maksym Koval nød de rosende ord.

»Kent har indtil videre været hård i sin kritik af mig. Han forlanger meget af sine spillere. Men det er okay. Jeg stiller også selv store krav til mit spil,« sagde Maksym Koval.

Han plejede efter kampen en stor, blødende skramme på overlæben efter sit sammenstød i første halvleg med Randers-angriberen Mikael Ishak.

»Det gjorde ondt. Men jeg bed smerterne i mig. Mine ambitioner er store. I hver kamp forsøger jeg at yde mit maksimale. Det gjorde jeg også i dag. Heldigvis havde jeg et par store redninger. Til gengæld kiksede jeg et par udspark,« sagde Maksym Koval, der har spillet adskillige Champions League-kampe for Dinamo Kiev.

OB-angriberen Kenneth Zohore kaldte målmandens præstation for ’fremragende’.

»Koval var kampafgørende for os. Vi får det ene point. Det har vi det naturligvis fint med. Randers tilspillede sig jo et hav af chancer. Så vi kunne lige så godt have tabt,« sagde Kenneth Zohore, der bragte OB foran 1-0 og dermed blev noteret for sæsonens sjette fuldtræffer.

»Det er altid dejligt at score mål. Personligt synes jeg, at det er begyndt at køre for mig igen. Og nu fik vi efterårets første point i en udekamp mod et jysk hold. Pilen peger i positiv retning for os,« sagde Kenneth Zohore med et smil.

Til gengæld ærgrede man sig i Randers-lejren over resultatet.

»Med alle de scoringsmuligheder vi tilspiller os, burde vi stå med alle tre point. Vores målsætning går i retning af en top tre-placering. Men skal det lykkes, skal kampe som denne vindes,« sagde backen Alexander Fischer.

Træner Colin Todd var heller ikke tilfreds.

»Det er skuffende, at vi ikke vinder. Men stor ros til Maksym Koval. Han gjorde livet surt for vores angribere,« sagde Colin Todd.