Liverpool har lørdag bekræftet, at Daniel Agger skifter til Brøndby.

Dermed vender den danske landsholdsanfører hjem til klubben, som han forlod i 2006 til fordel for Liverpool. Agger har underskrevet en to år lang kontrakt med Brøndby.

29-årige Agger nåede at spille 232 kampe og score 14 mål for den engelske storklub.


- Vi ønsker Daniel og hans familie det bedste i fremtiden. Vi har diskuteret Daniels fremtid med ham i denne sæson, og jeg ved, at det er en beslutning, han er nået frem til efter megen sjælesøgning og overvejelse, siger Liverpools manager, Brendan Rodgers, til klubbens hjemmeside.

- Daniel elsker Liverpool og klubbens fans, og han har et unikt forhold til dem. Da vi havde fornøjelsen af at spille mod Brøndby i optakten til sæsonen, så vi, hvilken status han havde, og jeg kan forstå, hvorfor han gerne vil returnere.

- På vegne af alle i Liverpool takker jeg Daniel for hans bidrag til klubben, og jeg håber, at han ender sin karriere med gode tider i Danmark, slutter Rodgers.