Sommerens hidtil største handel er blevet gennemført. Det er Liverpools Raheem Sterling, der ganske som ventet skifter til ligarivalerne Manchester City. Han har underskrevet en fem-årig kontrakt med de engelske vicemestre.

Rygterne om, at den 20-årige englænder skulle til den lyseblå del af Manchester, har stået på i adskillige uger. Det er angiveligt prisen, de to klubber har haft svært ved at blive enige om, og selvom ingen af klubberne skriver noget om prisen, så skulle Sterling angiveligt koste City 49 millioner pund (ca. 516 mio. kr., red.).

»Raheem Sterling er en af de bedste offensivspillere i fodboldens verden, og jeg ser meget frem til, at han tilslutter sig vores trup i Australien senere på ugen,« siger Manchester Citys manager Manuel Pellegrini til klubbens hjemmeside.

»Han er en ung spiller med fantastiske evner, og jeg er sikker på, at Manchester Citys fans vil være meget begejstrede for at se ham i aktion for holdet.«

Sterling fik sin debut for Liverpool i 2012 i en alder af bare 17 år og 107 dage. Siden har han spillet 95 Premier League-kampe med 18 mål til følge. På det engelske landshold er det blevet til 16 kampe og en enkelt scoring.

I 2014 fik den alsidige offensivspiller prisen som årets Golden Boy, der udvælges af sportsjournalister til den spiller under 21 år, der har imponeret mest. Manchester City får dog ikke kun tilgang af et kæmpe talent. De får også en spiller, der fra næste sæson opfylder kravene til at kunne registreres som en såkaldt 'homegrown' spiller.

Reglerne i Premier League foreskriver, at minimum otte spillere af en trup på 25 mand skal have prædikatet 'homegrown', der betyder, at en spiller har spillet minimum 36 måneder i England inden sin 21 års fødselsdag. Og da City har sagt farvel til Micah Richards og James Milner denne sommer, så havde klubben desperat brug for nye spillere, der opfylder dette krav, da man i skrivende stund kun har Joe Hart, Gaël Clichy og Richard Wright.

Raheem Sterling har fået trøjenummer 7, der sidste sæson sad på ryggen af James Milner, der er skiftet den modsatte vej til Liverpool.