Den danske forsvarspiller Jores Okore har fået fuld spilletid i de seneste seks kampe for Aston Villa. Senest med en 'man of the match'-præstation i lørdagens 1-1-kamp mod Manchester United.

»Jeg synes, vi spillede rigtig godt. Og vi fik et point, hvilket er fint. Men vi kunne have stjålet alle tre i slutningen af kampen. Men jeg synes, vi gjorde det rigtig godt og kæmpede os gennem kampen. Specielt da vi blev reduceret til 10 mand, kæmpede vi videre og fik det ene point,« sagde Jores Okore efter kampen til klubbens hjemmeside.

Jores Okores præstationer bliver da også bemærket af Aston Villa-træner Paul Lambert, der endnu engang har været ude med roser af det danske stortalent, der i november gjorde comeback efter en grim knæskade.

»Jores har været ude i 14 måneder. Han bliver bedre og bedre. Han ser fantastisk ud,« siger Lambert til klubbens hjemmeside og supplerer om partnerskabet med Ciaran Clark:

»De to har været fantastiske for os. De ser meget godt ud som makkerpar, og de har en god indbyrdes forståelse.«

Det var en skade til holdets anfører, Ron Vlaar, der åbnede døren for Okore. Men nu er Vlaar tilbage, og i kampen mod United indgik han i et tremandsforsvar sammen med Okore og Clark. Det fungerede optimalt og meget tyder på, at det godt kunne være en permanent løsning.

Aston Villa-legenden Ken McNaught, der selv spillede seks sæsoner i Villa-forsvaret fra 1977-83, mener dog ikke, at man bør sætte Vlaar tilbage på holdet bare, fordi han er anfører. Han er derimod større tilhænger af at fortsætte med Okore og Clark.

»Jeg ville ikke ændre noget, når det ser ud til at fungere perfekt, som det er. Jeg synes, Okore og Clark har gjort det rigtig godt,« siger Ken McNaught til Birmingham Mail.

»De er begge stærke og i god form. Vigtigere endnu, så ser det ud til, at de har et fornuftigt parterskab. De ser ud til, at de nyder at spille sammen.«

Statistikdatabasen WhoScored.com giver efter hver kamp spillerne karakterer. Og de har i øjeblikket Jores Okore som Aston Villas bedste spiller med en gennemsnitlig karakter på 7,23. Clark er tredjebest med 7,13, mens Vlaar er nede som nummer ni med karakteren 6,80.

Jores Okore skal, såfremt han bliver valgt, i aktion igen på fredag, hvor Aston Villa skal en tur til Wales for at møde Swansea. Aston Villa ligger i øjeblikket på en 12. plads i Premier League med 20 point for 17 kampe.