Den danske landsholdsforsvarer Jores Okore fik chancen for at overbevise Aston Villas nye cheftræner, Tim Sherwood, der havde plantet Okore på bænken i sin første kamp i spidsen for Birmingham-klubben.

Aston Villa har tabt de seneste seks kampe i streg, men med en karantæne til Ron Vlaar var Jores Okore igen på plads i bagkæden - klar til at stoppe Papiss Cissé og resten af Newcastle-holdet.

En test som Okore - set med danske briller - desværre ikke slap godt fra.

Særlig uheldig så han ud efter 37 minutter, hvor han lod et indlæg fra Daryll Janmaat passere, og dermed kunne Papiss Cissé nemt sparke værterne i front.

Selv om Aston Villa senere fik et mål anulleret for offside, var det nærmere Newcastle, der var tæt på sin anden scoring. Med et kvarter igen testede Ayoe Perez træværket, men tættere kom ingen af holdene på mål.

1-0 til Newcastle. Og dermed er Aston Villa og Okore uden sejr i 11 kampe.

Andetsteds vandt Manchester United 2-0 over Sunderland på to mål af Wayne Rooney. Begge mål faldt i sidste halvdel af anden halvleg. Sunderland fik den tidligere United-forsvarer Wes Brown udvist for en nødbremse, som egentlig blev begået af John O'Shea - også tidligere Manchester United-spiller.

Southampton tabte overraskende med 0-1 ude mod West Bromwich Albion. Lige så overraskende var det, at West Ham hjemme tabte med 1-3 til Crystal Palace.