Jores Okore var endnu engang en banens bedste, da Aston Villa skabte store problemer for et selvtillidsfuldt Manchester United-hold. Kampen endte 1-1, og United smed derfor point for første gang i syv kampe.

Den danske forsvarsspiller fik for sjette kamp i træk fuld spilletid for Aston Villa, og meget tyder på, at hans manager, Paul Lambert, har tænkt sig at fortsætte med det. Anfører Ron Vlaar var nemlig vendt tilbage fra en skade, og det fik Lambert til at stille op med et tremandsforsvar bestående af Clark, Vlaar og Okore. Og den konstellation fungerede glimrende for Birmingham-klubben.

Aston Villa kom stik imod spil og chancer foran i første halvleg, da Christian Benteke på elegant vis fra kanten af feltet krøllede bolden over i det lange hjørne. Okore og co. kæmpede bravt for at holde United fra scoringer, men kort inde i anden halvleg headede Radamel Falcao det udlignende mål i kassen på et oplæg af Ashley Young.

»Meget frustrerende. Jeg synes, at vi gav to point væk i dag. Vi startede ikke godt nok, og derfor kunne de score et mål. Vi holdte på bolden i første halvleg, men vi gjorde intet med den. Anden halvleg var bedre, men vi var ikke så effektive, som vi plejer. Men sådan er fodbold. Nogle gange kan man ikke forcere det,« sagde Manchester Uniteds manager, Louis van Gaal, efter kampen.

Efter godt og vel en times spil blev Aston Villa reduceret til 10 mand, da Gabriel Agbonlahor blev udvist efter en noget tvivlsom kendelse. United-manageren erkendte da også, at den måske var en anelse hård.

»Jeg kan ikke vurdere udvisningen. Jeg har ikke set den igen. Jeg så tacklingen, og jeg synes, det var en normal tackling, og pludselig kom der er rødt kort.«

Selvom hjemmeholdet var en mand i undertal, så var det alligevel dem, der havde de største chancer i den resterende del af kampen. Men det lykkedes hverken Aston Villa eller United at få lavet det sejrsgivende mål.

Med pointdelingen har Aston Villa nu 20 point for 17 kampe, hvilket giver dem en placering som nummer 12. United ligger på tredjepladsen med 32 point ligeledes for 17 kampe.

United skal hurtigst muligt tilbage på sejrssporet, for West Ham puster dem i nakken efter en 2-0-sejr over Leicester. Der er nu kun ét point, der adskiller de to hold. Kasper Schmeichel var ikke med i kampen, da han for tiden sidder ud med en skade. Så han kunne af gode grunde ikke gøre noget ved målene, der blev sat ind af Andy Carrol og Stewart Downing.