Jores Okore benægter, at han skulle være på vej væk fra Aston Villa, hvis klubben ikke overlever i Premier League. Det gør han på det sociale medie Twitter.

Ekstra Bladet bragte tidligere lørdag et interview med den danske Aston Villa-spiller. I interviewet siger Jores Okore, at han selvfølgelig tænker over, hvad der skal ske, hvis klubben rykker ud af Premier League. Altså underforstået om han så - måske, måske ikke - skal se sig om efter en ny arbejdsgiver.

Det interview er også nået til England, men Jores Okore er langt fra imponeret over måden, som hans udtalelser bliver gengivet på i den britiske presse.

Faktisk er han svært utilfreds og benytter lejligheden til at skyde med skarpt på Twitter, for budskabet, som dele af den britiske journalisstand tilsyneladende har fået ud af interviewet, er, at Jores Okore VIL forlade klubben. At han vil væk.

»Stil aldrig spørgsmål til min loyalitet over for Aston Villa,« skriver Jores Okore.

»Ligesom der er forskellige niveauer af fodboldspillere, er der også forskellige niveauer af journalister,« lyder det spydigt fra Okore.

Herefter kommer en længere forklaring på udtalelserne.

»Jeg har aldrig sagt, at jeg ville forlade Aston Villa, hvis vi skulle rykke ud. Jeg har altid givet mig 100 procent, siden jeg kom til denne store klub. Jeg talte om mine ambitioner og om, hvor jeg vil hen som professionel fodboldspiller. Fordi vi er i nedrykningskampen, er det let at gå ud fra, at jeg sagde, at jeg vil forlade klubben,« siger Okore om citatet fra Ekstra Bladets artikel.

»Jeg udtrykte bare mine følelser om, hvordan jeg følte, klubben havde behandlet mig. De har ikke vist nogen interesse i at have samtaler om en kontraktforlængelse,« skriver Okore og stikker altså også lidt til klubben.

Aston Villa møder søndag Liverpool i Premier League.