Morten Olsen er hård ved Nicklas Bendtner i offentligheden, men han er endnu hårdere bag lukkede døre, fortæller den store angriber.

Seneste Olsen-lussing faldt for ti dages tid siden, da landstræneren efter udtagelse af truppen til fredagens landskamp mod Albanien ikke faldt på halen over Nicklas Bendtners karriere hidtil.

»Nicklas var rigtig god i seks uger i 2012 i Polen og Ukraine. Det var sikkert også en af grundene til, at Wolfsburg tog ham. Men det var seks uger. Topfodbold er nu om stunder 11 måneder, så har du en måneds ferie, og så kører det hele igen. Sådan er det, hvis du vil være med, hvor det sner,« sagde Morten Olsen til BT.

Men hvorfor gør han det, Olsen? Fordi effekten er god? Her har BT taget nogle af de største Olsen-lussinger og set på Bendtners efterfølgende reaktion.

-------------------2015-------------------

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Lussingen: »Om han spiller? Jeg ved det ikke. Nu må vi se, om han dukker op. Han har været lidt ramt af den der lyskenskade, men man må stadig ikke gå ind til en kamp med undskyldning oppe i hovedet.«

Morten Olsen var ikke tilfreds med Nicklas Bendtner efter en testkamp mod Montenegro, hvor angriberen gik ud i pausen med lyskeproblemer.

Reaktionen: Bendtner spiller hele kampen mod Serbien og lægger op til Yussuf Yurary Poulsens 2-0-mål.

-------------------2015-------------------

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Lussingen: »Men Nicklas skal blive bedre, både for Wolfsburg og os, det er indlysende. Folk glemmer dog lidt, at da han kom til Tyskland, der blev han smidt ind i mange kampe i løbet af kort tid, selvom han faktisk ikke havde den fysiske base til at spille, og det resulterede i mindre gode præstationer.«

Morten Olsen sætter ord på fire af sine største landsholdsprofiler, og Bendtner bliver bedt om at tage sig lidt sammen.

Reaktionen: Bendtner scorer hattrick i 3-2-sejren over USA

-------------------2014-------------------

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Lussingen: »Vi kender Nicklas’ kvaliteter, når han er i form, og det skal han være. Vi har nu brugt ham et par gange, hvor han ikke har været i den form, og det skal vi ikke mere. Det skal vi simpelthen ikke.«

Morten Olsen truer decideret Bendtner på landsholdspladsen, efter han ikke har imponeret i en testkamp på Wembley mod England.

Reaktionen: Bendtner spiller 63 min uden at score i 1-2-nederlaget til Tyrkiet.

-------------------2013-------------------

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Lussingen: »Jeg har været sengeliggende de sidste 14 dage, men det hjalp ikke på mit immunforsvar, da jeg hørte om Nicklas’ torskedumme handling.«

Landstræneren raser over Bendtners spirituskørsel, der betyder, at angriberen får en lang ’tænkepause’ fra landsholdet og ikke spiller en kamp i 11 måneder.

Reaktionen: Bendtner scorer begge mål, da Danmark spiller 2-2 mod Italien i VM-kvalifikationen.

-------------------2012-------------------

Foto: GLEB GARANICH
Vis mere

Lussingen: »Bendtner var ikke blevet udtaget, selv om hans karantæne var blevet droppet. Han var ikke kommet med denne gang uanset hvad. Bendtner er ikke kampklar – det så vi mod Slovakiet. Han skal spille kampe for at være i form, og det er han ikke lige nu.«

Bendtner havde dummet sig med at vise sine sponsorunderbukser fra bookmakeren Paddy Power efter en scoring mod Portugal under EM. Det kostede en karantænedag i EM-kvalifikationskampen mod Tjekkiet, men Olsen ville altså ikke have udtaget ham alligevel.

Reaktionen: Bendtner spiller 90 minutter og scorer til slutresultatet 1-1 i den efterfølgende kamp mod Bulgarien.

-------------------2010-------------------

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Lussingen: »Når jeg ser på det fra det danske landsholds perspektiv, så skal man have spilletid, og man skal spille nok kampe. Og gør han ikke det i Arsenal, så kan vi selvfølgelig ikke bruge ham.«

Morten Olsen presser over for Sky Sports Bendtner til at finde sig en ny klub, ellers må han sige farvel til landsholdsfodbold.

Reaktionen: Bendtner spiller 90 minutter mod England i Parken, men scorer ikke i 1-2-nederlaget.