Modsat den uafgjorte kamp mod Norge i lørdags var Morten Olsen en tilfreds landstræner efter sejren i Slovakiet.

- Jeg er glad og tilfreds. Det skal man være, sagde Morten Olsen til TV2 efter 2-1 sejren i Slovakiet.

Han konstaterede, at Danmark fik en god start, faldt lidt ud, men kom godt igen.

- Vi havde mange chancer og burde nok have vundet kampen med et mål mere, mente den danske landstræner.

Olsen var også ovenud tilfreds med sine mange nye spillere på holdet i forhold til kampen i Norge.

- Bo Svensson stod solidt bagude, og Lasse Schøne gjorde det også godt, indtil han blev skadet. Og sådan kunne man blive ved. Det viser, at vi har en god og bred trup, sagde Morten Olsen.