Brøndby sikrede sig i søndags bronzemedaljerne i Superligaen og kvalifikationskampe til næste sæsons Europa League-turnering. Alligevel har klubben valgt at sige farvel til en af forårets store profiler, Ferhan Hasani, samt reserverne Michael Falkesgaard og Holmbert Fridjonsson.

Sportsdirektør, Per Rud, fortæller, at klubben ikke kunne blive enig om en ny kontrakt med den makedonske landsholdsspiller. Selv med rigmanden Jan Bech Andersens pengepung kunne klubben ikke imødekomme Hasanis lønkrav.

»Ferhan er en rigtig dygtig fodboldspiller, der især i forårssæsonen har vist hans kvaliteter. Vi kunne sagtens se en fremtid for ham her i klubben, men vi har desværre måttet konstatere efter lang tids forhandlinger, at vi ikke har kunnet nå til enighed om rimelige vilkår for en forlængelse. Det er ærgerligt for begge parter, men selvom vi har strakt os rigtig langt og tilbudt en forbedret kontrakt, så er det samtidig vigtigt for os som klub at udvise økonomisk ansvarlighed,« siger Per Rud til Brøndbys hjemmeside.

Tabet af den stærke kantspillere, som også har udfyldt rollen på den centrale midtbane i Thomas Kahlenbergs fravær, kommer formentlig til at mærkes mere end tabet af reservemålmand Michael Falkesgaard samt angrebsreserve Holmbert Fridjonsson.

Næste destination for Falkesgaard bliver OB. Og her ligner den nuværende førsteholdsmålmand Mads Toppel en færdig mand, efter han takkede nej til en kontraktforlængelse tidligere på året.

»'Falk' er en rigtig Brøndby-dreng og en super fyr, der altid giver sig fuldt ud og hiver humøret op i truppen. Han er en dygtig målmand og har flere gange bevidst sit værd for os, når det brændte allermest på, men han står i skyggen af Lukas (Hradecky, red.), og det giver derfor mening for Falk at komme videre i karrieren til en klub, hvor mulighederne for spilletid er større end her,« fortæller Per Rud om afgangen af Falkesgaard.

Det kommer ikke som et chok, at Brøndby ikke forlænger samarbejdet med islandske Fridjonsson. Den høje og ranglede angriber har ikke slået til på Vestegnen og er kommet bagerst i en lang angriberkø, der bl.a. tæller Teemu Pukki, Johan Elmander, José Ariel Núñez samt de to helt unge talenter Daniel Stückler og Nikolai Laursen.

»Holmbert har gjort det rigtig fornuftigt for os, både til træning og i kamp, og han har et stort potentiale. Realistisk så vurderer vi dog ikke, at Holmbert vil få tilstrækkelig spilletid hos os fremadrettet, og vi har derfor besluttet, at det er bedst for begge parter ikke at udnytte den købsoption, der lå i lejeaftalen.« siger Rud.

Brøndby spiller på søndag sæsonens sidste kamp når de på hjemmebane tager imod Esbjerg.