Ove Christensen er kommet sig over knæproblemer, der tvang ham til at stoppe som træner i Viborg, men der bliver intet comeback

Det som et chok, da Viborg 31. januar meddelte, at Ove Christensen stoppede som cheftræner med øjeblikkelig virkning.

På lægernes anbefaling var den rutinerede træner tvunget til at kvitte jobbet, da hans knæproblemer voldte ham store smerter, og det kunne udvikle sig til permanent trussel for førligheden, hvis han fortsatte på træningsbanen.

Nu er Ove Christensen raskmeldt igen, men han returnerer ikke som træner i Viborg eller får en anden rolle i trænerstaben.

På klubbens hjemmeside meddeler Viborg, at Christensen stopper i juli, og dermed fastholder man Auri Skarbalius, som man ansatte som afløser i februar.

- Alle i klubben vil endnu engang gerne takke Ove Christensen for en topprofessionel og engageret indsats i VFF. Vi ønsker ham alt det bedste for fremtiden, lyder det fra direktør Morten Jensen.

Det sætter straks spekulationer i gang, om Ove Christensen kan være en mulighed for AGF, der givetvis skal finde en ny træner, når sæsonen er afviklet. Lige nu er 32-årige Jesper Fredberg midlertidig cheftræner efter fyringen af Peter Sørensen.

Et trænerskifte i andre klubber kan dog også sætte gang i en rokade, hvor der bliver plads til Ove Christensen.

Viborg meddeler ikke, hvorvidt Ove Christensen skal støtte Auri Skarbalius i sæsonens sidste kampe, hvor der blandt andet venter en gyser mod AGF på søndag i bundstriden.

Ove Christensen var i hvert fald på Aarhus Stadion i mandags, hvor han givetvis scoutede AGF, da de tabte 1-2 til Brøndby.