Klubskiftet til Heerenveen ventes at falde på plads onsdag eller en af de nærmeste dage for Superliga-topscorer Thomas Dalgaard.

Sidste sæsons topscorer i Superligaen, Thomas Dalgaard, er meget snart på vej til Heerenveen i den hollandske Æresdivision. Et klubskifte er lige op over, erfarer bt.dk.

Det er millimeter, der skiller Viborg-angriberen og Heerenveen fra at have en aftale på plads.

Kun de sidste papirer mangler nu, og ifølge bt.dks oplysninger tyder alt på, at Viborg-topscoreren bliver præsenteret i den hollandske klub en af de næste dage. Det er reelt bare de sidste ting, der mangler at falde på plads, før sidste sæsons topscorer i Superligaen er ny mand i Hollands bedste række.

Thomas Dalgaard selv erkender, at et skifte kan være tæt på:

- Det ville da være spændende at komme ned til sådan en klub i den liga, men nu må vi se, hvad der sker. Det ville jo være dumt at sælge skindet, før bjørnen er skudt, for der er stadig mange ting, der kan gå galt, siger Thomas Dalgaard.

Bt.dk erfarer, at noget af det, som endnu ikke er faldet på plads, er det obligatoriske lægetjek. Et lægetjek, som før har forpurret et klubskifte. Blandt andet ødelagde det Emil Larsens skifte fra OB til Brøndby, ligesom den franske landsholdsspiller Loïc Rémy senest måtte se et skifte til Liverpool fra Queens Park Rangers gå i vasken.

I Thomas Dalgaards nuværende klub Viborg FF fortæller sportsdirektør Ole Nielsen, at der foregår forhandlinger med en anden klub, men han vil ikke løfte sløret for, om skiftet nærmer sig sin afslutning.

- Som vi meldte ud, da han ikke var med for Viborg i sidste runde, er det, fordi der foregår forhandlinger. Dialogen er der stadig med den klub, og det er sådan, det er. Vi melder noget ud, når der er noget, siger Ole Nielsen.

Thomas Dalgaard vil, hvis skiftet går igennem, være erstatning for den islandske angriber Alfred Finnbogason, der har scoret henholdsvis 29 og 24 mål i de to sidste sæsoner i Æresdivisionen.

Han vil derfor have noget af en arv at løfte. Desuden er Heerenveen en del af det øverste lag i den hollandske liga, hvor de i sidste sæson endte på en femteplads.

For Viborg endte seneste sæson med nedrykning til 1. division.