Daniel Wass spillede sig efter alt at dømme af landsholdet med præstationen mod Frankrig.

Daniel Wass spiller næppe næste gang landsholdet samles. Ja, faktisk må det allerede nu beskrives som tvivlsomt, om han overhovedet udtages til juni måneds kampe mod Montenegro og Serbien.

Evian-spilleren spillede en frygtelig kamp i landet, hvor han normalt tjener til føden, og han blev derfor taget ud i pausen af landstræner Morten Olsen.

Netop Olsen har aldrig været Wass’ største fan, og det skinnede da også igennem efter kampen, da landstræneren blev bedt om forholde sig til den tidligere Brøndby-spillers præstation.

»Vi bliver klogere hver gang vi ser noget«, var det eneste Olsen havde at sige om Wass.

Senere satte landstræneren dog et par ord yderligere på spilleren, der i disse måneder sættes i forbindelse med væsentligt større klubber end Evian.

»Vi kan vist roligt sige, at han ikke ramte dagen«, lød det fra Olsen med underdrev i stemmen.

I kampen mod USA i onsdag spillede Daniel Wass højre back uden at imponere, mens han søndag mod Frankrig var at finde på den centrale midtbane på den position, der normalt tilhører Pierre-Emile Højbjerg. Det gør den med garanti igen, når vi rammer juni måned.