Peter Schmeichel er som regel ukuelig optimist, når det handler om Manchester United.

Derfor forsøger den tidligere målmand også at se positivt på tirsdagens nederlag til Atlético Madrid, som sendte klubben ud af ottendedelsfinalerne i Champions League.

Schmeichel håber, at det kan give United-spillerne ekstra motivation, så de kan sætte en potent slutspurt ind i Premier League og få kæmpet sig ind top-4 og på den måde sikre sig deltagelse i næste sæsons udgave af Champions League.

Det siger han til BBC Radio 5 Live efter kampen.

Foto: PETER POWELL
Vis mere

»For nogle af spillerne, den historie, de har, og det, de har opnået tidligere, så er det en stor, stor revne i deres stolthed at blive slået ud af Europa nu og kun at skulle spille med i Premier League fremover.«

»Jeg håber virkelig, at det vil gøre noget for spillerne.«

»Det er muligt at vinde alle dine kampe. Der er ikke ret meget plads til fejl, men det er muligt,« lyder det håbefuldt fra Schmeichel.

Manchester United ligger aktuelt nummer fem i Premier League – et enkelt point bag Arsenal på fjerdepladsen. Arsenal har dog spillet to kampe færre end United.