Indhentet af fortiden. Det er, hvad Peter Schmeichel er blevet de seneste dage.

Billederne af den danske landsholdslegende, der drikker te og trykker hånd med én af klodens største skurke, Vladimir Putin, har siden Rusland startede sin invasion af Ukraine i sidste uge bragt Schmeichel i strid modvind.

B.T. har gennem flere dage søgt svar på en række spørgsmål om Schmeichels relation til Rusland og de billeder, der er taget af Schmeichel og Putin sammen. Indtil onsdag uden held. Men nu tager den tidligere landsholdsmålmand endelig bladet fra munden.

I 2018 arbejdede Peter Schmeichel i forbindelse med VM-slutrunden i Rusland for den statslige russiske tv-station Russia Today, hvor han havde sit eget program, 'The Peter Schmeichel Show'. Her rejste han rundt i Rusland og producerede indhold for en station, som af kritikere beskrives som propagandistisk og en forlænget arm for Vladimir Putin.

Den russiske præsident, Vladimir Putin (tv.), og Peter Schmeichel i 2018.
Den russiske præsident, Vladimir Putin (tv.), og Peter Schmeichel i 2018. Foto: ALEXEI DRUZHININ / SPUTNIK / KRE
Vis mere

Netop Putin, der er den altoverskyggende arkitekt bag Ruslands krig i Ukraine, mødte Schmeichel samme sommer i Kreml som en del af FIFA Legends, der er en gruppe af højtprofilerede tidligere fodboldspillere. Men i dag er forholdet til Rusland og den russiske stat dødt og begravet. Det understreger danskeren, der samtidig giver sin forklaring på, hvorfor han overhovedet sagde ja til at arbejde for russerne – og hvorfor han i dag står som en del af FIFA og ikke taler endnu et mildt sagt kontroversielt VM imod.

»Jeg har intet med russerne at gøre og har intet haft med dem at gøre siden VM-finalen i 2018,« lyder Peter Schmeichels første ord over for B.T.

Men det er ikke første gang, Rusland er gået i krig. Det gjorde de også inden 2018. De gik ind i Georgien i 2008, og de annekterede Krim i 2014. Hvad var det, der gjorde, at du følte, du kunne tillade dig at arbejde for en russisk stats-tv-station?

»For mig var det en spændende opgave, og jeg blander mig ikke i politik. For mig handler det kun om fodbold, og uanset hvordan vi vender og drejer det, var Rusland valgt som vært for VM i 2018, og Qatar er valgt som vært i 2022. Det har jeg ikke noget med at gøre, men det er virkeligheden. Det er VM i fodbold, og det er den største fodboldturnering, der findes. For mig var det en spændende opgave, og jeg sikrede mig de ting, jeg skulle. Det var mig, der bestemte, og jeg skulle ikke styres af nogen. Og det blev også sådan. Men det er klart, at med det stormvejr, jeg røg ud i, har jeg også tænkt, at det ikke var nogen god idé. Og jeg har intet lavet siden. Intet. Jeg har ikke engang snakket med dem siden finalen. Det er en erfaring, jeg har gjort mig, og nu er jeg blevet det klogere.«

Fortryder du det i dag?

»Man kan ikke fortryde noget. Uanset hvordan I (medierne, red.) vender det, var det en meget stor oplevelse at rejse rundt i det land – og de mennesker, jeg mødte er ikke dem, som bestemmer, at Rusland skal gøre det, landet nu gør. Det er ganske almindelige mennesker, som vil de samme ting, som vi vil. Så hvad kan jeg fortryde? Jeg har jo gjort det. Men det er selvfølgelig vildt frustrerende at blive kædet sammen med den her invasion af Ukraine, som jeg intet har med at gøre.«

Der findes en række billeder af dig og Vladimir Putin sammen, hvor I trykker hænder og sidder ved siden af hinanden. Hvordan har du det med de billeder – og at de billeder nu er en del af din historie?

»Alt kan tages ud af en kontekst. Jeg var der med alle FIFA-legenderne, der var dér i Moskva på det tidspunkt. At jeg bliver placeret ved siden af ham, har jeg ikke noget med at gøre. Men det er også interessant at vide, hvordan den mand er. Jeg ved jo, at det ikke er en mand, man kan tale til. Han har sin egen agenda, der handler om hans egne ting. Og han vil kun høre på ting om Rusland, der er gode. Og hvis der var nogen af de legender, der var der, som sagde noget, der ikke var helt godt, så blev de afbrudt. Så har man en forståelse for den person. Men det er, hvad det er. Jeg er en del af FIFAs Legends, og det burde være en ære, men det får jeg sindssygt meget kritik for. Det er underligt, og jeg forstår det ikke. Men det gør jeg.«

Fra venstre: Lothar Matthäus, Gianni Infantino, Vladimir Putin, Nikita Simonyan, Peter Schmeichel (bagerst) og Jorge Campos.
Fra venstre: Lothar Matthäus, Gianni Infantino, Vladimir Putin, Nikita Simonyan, Peter Schmeichel (bagerst) og Jorge Campos. Foto: SPUTNIK
Vis mere

Du siger, du lærte noget af de tæsk, du fik efter Rusland. Hvordan kan det så være, at du nu ser ud til at begå den samme fejl med Qatar?

»Hvad er det, jeg har gjort med Qatar? Jeg har stået med en idiotisk journalist, der beskyldte mig for at være ansvarlig for 15.000 menneskers død, fordi jeg var i Qatar til etårsmarkeringen af en fodboldturnering. En fodboldturnering, jeg ikke har været med til at placere i Qatar. Jeg har intet med Qatar at gøre. Intet. Jeg har været i Qatar til et møde i et advisory board, hvor vi kigger på, hvordan vi kan gøre fodbolden bedre, og hvordan vi gør kalenderne bedre, så alle får det mest optimale ud af den tid, der er til rådighed til at spille fodbold. Det er i al sin enkelthed det, jeg gør. Det er ikke mig, der har placeret det møde, som vi var til, i Qatar. Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være så unuanceret og blive et angreb. For jeg har ikke noget med det at gøre. Så jeg begår ikke nogen ‘samme fejl’.«

Men FIFA hænger sammen med Qatar – og du hænger sammen med FIFA. Fodbold og politik er umuligt at skille ad. Er det ikke håbløst naivt, når du insisterer på at sige, det kun skal handle om fodbold?

»FIFA er arrangør af VM i fodbold. Hvad skal vi gøre? I snakker om boykot. Men hvad hjælper det? Er det ikke meget bedre at have en fod indenfor? For eksempel har jeg brugt den her uge og brugt alle de kontakter, jeg har, på, at FIFA skulle udelukke Rusland og få det gjort, i stedet for at komme med de svage meldinger, de kom med i søndags. Få det nu gjort. Vi kan ikke spille fodbold med krigsførende lande. Selvfølgelig kan vi ikke det. Er det så ikke meget bedre at have en fod indenfor? Jeg kan fortælle dig helt ærligt, at det eneste, jeg tænker på, er fodbolden. At gøre fodbolden bedre. Og jeg er ikke tilfreds med den måde, fodbolden er på – og den måde, den er struktureret på. Selvfølgelig ikke. Men jeg har en position, som gør, at jeg kan påvirke det. Men det bliver brugt imod mig.«

Men hvorfor bruger du ikke den position til at gå den modsatte vej? Til at gå imod et VM i Rusland eller et VM i Qatar.

»Det kunne man sagtens gøre. Men det hjælper ikke noget.«

Hvorfor ikke det?

»Det er meget bedre at påvirke det indefra end at stille sig op. Hvad får jeg ud af at sige, vi skal boykotte? Én overskrift måske. Så er det glemt. Men hvis jeg i stedet prøver at påvirke det indefra og hele tiden har den samme holdning, kan jeg måske flytte noget.«

Men oplever du, at det virker at bekæmpe det indefra? For det virker sjovt nok til, at dem, der vil det, er de samme, som dem, der har økonomiske interesser på spil.

»Nogle steder, ja. Men andre steder nej.«

Det kommer til at lugte af, at det er økonomiske interesser, der styrer, hvad du gør. Var det økonomi, der sendte dig til Rusland? Og er det økonomi, der bestemmer, at du arbejder for FIFA?

»Du kan jo spørge mig, hvad jeg bliver betalt af FIFA.«

Hvad bliver du betalt af FIFA?

»Jeg bliver ikke betalt af FIFA. Jeg sidder i det her advisory board af egen fri vilje.«

Hvad blev du så betalt af Rusland og Russia Today?

»Jeg blev betalt det, man plejer at få for sådan en opgave. Det var hverken det helt store eller det helt små. Jeg synes, det er lidt fejt at spørge om. Havde du fået den opgave, havde du også overvejet det – og var du blevet bedt om at tage til te med Putin, havde du også taget den. Jeg har ikke mødt ét eneste menneske, der har sagt, de ikke havde gjort det. Det betyder ikke, at man støtter ham. Men så ser man, hvad det er. Og så har man den forståelse.«

»Selvfølgelig blev jeg honoreret. Jeg bliver også honoreret, når jeg arbejder for Premier League-tv eller for CBS med Champions League. Selvfølgelig får jeg penge for det. Det er mit arbejde. Selvfølgelig fik jeg også det dér. Men når jeg arbejder for FIFA, arbejder jeg uden at få noget for det.«

Hvad tænker du om, hvad den her sag har gjort ved billedet af Peter Schmeichel?

»Det er sindssygt ubehageligt, at jeg bliver kædet sammen med Ruslands invasion af Ukraine. Sindssygt ubehageligt. Hvis du læste min bog og vidste, hvad der skete med min farmor (hun blev dræbt af russerne, red.), ville du vide, at jeg er stik modsat. Jeg har ingen sympati for Rusland.«

»Jeg tog alle de tæsk uden at kny for fire år siden (da kritikken ramte første gang, red.). Jeg skal ikke have flere tæsk. Jeg har distanceret mig fuldstændig fra Rusland. Jeg har ikke været der, jeg har ikke talt med dem, og jeg havde ikke planer om at tage til Champions League-finalen i Skt. Petersborg,« slutter Peter Schmeichel.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra den statsejede tv-kanal Russia Today om tankerne bag ansættelsen af Peter Schmeichel og aftalens økonomiske aspekt. Indtil videre uden held.