Real Madrid-præsidenten bakker fuldstændig op om klubbens manager.

I weekenden blev der holdt den årlige forsamling for klubbens medlemmer, og den lejlighed benyttede Florentino Perez til at erklære bestyrelsens fulde opbakning til Jose Mourinho.

Real Madrid har fået en sløj start på sæsonen, og som det hører sig i de spanske medier har det åbnet op for en hård og prompte kritik af Mourinho, både for resultaterne på banen og for hans kontroversielle opførsel uden for banen. Men netop Mourinhos, i manges øjne, usympatiske og arrogante adfærd forsvares nu af Perez.

 - Vi tror på dette hold og den bedste træner i verden: Jose Mourinho. Han har påtaget sig, hvad det vil sige at være Real Madrids træner, og han har et højt niveau af empati og opofrelse for klubben. Hans Madridismo (Real Madrid-ånden) er uomtvistelig.

Der bliver dog stadig stillet betydelige krav til den pressede portugiser.

 - Vi vil have drømmen om at vinde vores tiende CL-titel til at gå i opfyldelse snart.

Mourinho har i sin tid som Real Madrid-træner kastet sig ud i et hav af karantæner og små sammenstød på sidelinjen, især i forbindelse med rivalopgørene mod Barcelona.