Preben Elkjær er bekymret for situationen i Bayern München.

Det slog landsholdslegenden fast onsdag aften i Champions League-studiet på TV3+.

Bayern var i store problemer mod Red Bull Salzburg, og den tyske storklub var heldig med at få 1-1 i det første møde i ottendedelsfinalen.

Den dårlige præstation kom i kølvandet på en nedtur i weekenden, hvor mægtige Bayern tabte 2-4 til Bochum – og indsatsen i de to kampe bør give grund til nervøsitet i det tyske, mener Preben Elkjær.

»Skandaløst dårligt… 4-2 i weekenden, og så ser vi en kamp igen i dag, hvor de har kæmpe problemer. Stiller op på en ny måde også – tre forsvarsspillere, fem angribere… Det virker, som om herren her i billedet (Bayern-træner Julian Nagelsmann, red.) ikke rigtig ved, hvordan han skal løse situationen lige her og nu,« siger Preben Elkjær (du kan se hans analyse i videoen øverst i denne artikel).

Derfor forudser den tidligere landsholdsangriber også, at tyskerne går en meget svær tid i møde.

»Nu hagler kritikken jo ned. Der er jo ingen, der kan forstå, at de ikke kan vinde sådan en kamp. Når man ser på, hvor store problemer de har defensivt, hvor nemt de taber bolden mod sådan en modstander her, så er det klart, at alle alarmklokker bimler og bamler,« siger han og fortsætter:

»I Bayern München... Der kommer jo også perioder – også hvor man har måttet skifte træneren – hvor tingene lige pludselig falder fra hinanden, og man kan da godt stå og være lidt bange for på Bayerns vegne, at de er på vej ind i sådan en periode efter to så dårlige præstationer, som de har leveret her de seneste dage,« lyder det fra Preben Elkjær.

Bayern München og Red Bull Salzburg spiller returopgør i Tyskland 8. marts.