Jermain Defoe har gjort alt for at være stærk over for lille Bradley Lowery, men nu kan ikke holde det inde mere.

Den 34-årige stjerneangribers helt særlige venskab med den seks-årige, kræftsyge Sunderland-fan er noget af det smukkeste og mest rørende, fodbold kan føre med sig. Men det er et spørgsmål om dage, før den lille fyr må sige farvel til livet.

Det er Jermain Defoe naturligvis klar over, og da han på sit første pressemøde som Bournemouth-spiller blev spurgt ind til forholdet mellem ham og Bradley Lowery, blev det meget følelsesladet.

»Giv mig lige to minutter,« starter Jermain Defoe med at sige, mens han skjuler ansigtet i sine hænder og uden held forsøger at holde tårerne tilbage.

»Det har været meget svært. Jeg har holdt det inde i så lang tid.«

Bradley Lowery lider af den sjældne kræftsygdom neuroblastom, og de to mødte hinanden for første gang i september, da han til en kamp mod Everton skulle være maskot for sit yndlingshold Sunderland.

»Det her har været fantastisk. Jeg fik lov at møde Jermain Defoe, som er min yndlingsspiller, og alle sagde mit navn. Tak, allesammen,« sagde Bradley Lowery dengang.

Bradley Lowery var med Jermain Defoe på banen, da England i marts spillede VM-kvalifikationskamp på Wembley mod Litauen.
Bradley Lowery var med Jermain Defoe på banen, da England i marts spillede VM-kvalifikationskamp på Wembley mod Litauen. Foto: Darren Staples
Vis mere

Siden har deres forhold udviklet sig til et helt specielt venskab. Bradley Lowery har flere gange været trofast maskot for Jermain Defoe, der også har været fast besøgsven på hospitalet. Men den seks-årige fighter er nu så syg, at han er blevet ukontaktbar, og det er bare et spørgsmål om tid, før han dør.

»Der er ikke en morgen, hvor jeg ikke tjekker jeg min telefon (for at se, hvordan det går med ham, red.) eller tænker på lille Bradley. For hans kærlighed er så ægte - jeg kan se det i hans øjne, når han kigger på mig... Han vil have en plads i mit hjerte resten af mit liv,« siger 34-årige Jermain Defoe, der to sæsoner i træk har scoret 15 Premier League-mål for Sunderland.

På de sociale medier Twitter og Facebook holder Bradley Lowerys familie omverdenen opdateret på, hvordan det går. Forleden kom Jermain Defoe forbi og lå i sengen med sin lille ven - måske for sidste gang.

'Sent i aftes kom kom hans bedste ven Jermain forbi, og det var så hjertevarmende at se, hvordan Bradley reagerede. Han var så glad og lå puttede med ham i en evighed. Bradley var virkelig afslappet sammen med ham,' skrev Lynn - en ven af familien - den 1. juli.

Den seneste opdatering på Bradley Lowery lyder, at 'han endnu ikke er gået bort', men at det ikke er muligt at komme i kontakt med ham.

Jermain Defoes kontrakt med Premier League-nedrykkerne fra Sunderland er for nylig udløbet, og han er skiftet til Bournemouth, hvortil han med stor succes var udlejet som teenager helt tilbage i 2000/2001-sæsonen.