Den franske liga er de seneste år blevet overtaget af ørkensheikers oliemilliarder og russiske oligarker. De to tidligere franske tophold, nu prominente rigmandsklubber, Paris Saint Germain og AS Monaco, der henholdsvis ejes af Nasser al-Khelaifi fra Qatar og den russiske rigmand Dmitry Rybolovlev, mødtes onsdag i et dyrt, dyrt pokalopgør.

De seneste seks opgør mellem de to klubber er endt uafgjort, og så sent som i søndags spillede de franske hold 0-0. Men onsdag aften stod der parisertoast på menuen.

Først udnyttede David Luiz et hjørnespark efter bare tre minutter og selv om Monacos Traoré ramte stolpen, var det riffeljægeren Edison Cavani, der afgjorde sagerne med over en halv time igen.

2-0, og dermed bookede PSG en billet til semifinalen, hvor Saint-Etienne allerede venter.