Regnen silede ned over Stamford Bridge. Det var længe før, Chelsea-bastionen blev en mondæn og poleret fodboldarena for russiske millioner, og udeholdet Queens Park Rangers’ medrejsende fans blev forvist til en utildækket sektion.

Gennemblødte jublede de over en håbløs tæmning på baglinjen af værternes Michael Duberry og en udligning fra Simon Barker i 1-1-kampen, som denne marts eftermiddag sikrede et sjældent point for gæsterne i sæsonen 1995/96. Bare 33 point blev det til og så ellers et pænt farvel for denne gang.

Mens forår blev til sommer, og England rustede sig til værtsrollen for europamesterskaberne, rykkede QPR ud af den bedste række.

Man siger, at en mand ikke udgør et hold, men efter tre sæsoner i træk i top-10, måtte London-klubben, efter angriberen Les Ferdinand sommeren 1995 blev solgt til Newcastle, alligevel genoverveje det spørgsmål, om det ikke alligevel var sådan.

I Newcastle slog Les Ferdinand til 25 gange for ’The Geordies’, mens afløserne i QPR Daniel Dichio og Kevin Gallen på trods af enestående service af engelsk fodbolds daværende talentkomet Trevor Sinclair ikke engang scorede halvt så mange som ’King Les’.

Ray Wilkins’ mandskab rykkede ned. Og blev der. Forude ventede tumultariske sæsoner under administration og endnu en nedrykning til League 1.

Queens Park Rangers er her knap 20 år senere tilbage i Premier League. For anden gang på fire år som oprykker.

De blåstribede fra Loftus Road er denne sæsons repræsentant for de fodbolddinosaurer som rig på traditioner, og som regel også velhavermillioner, får sværere og sværere ved at slå sig igennem i Premier League, der betragtes som verdens bedste og hårdeste liga.

Gårsdagens tidlige kamp førte bevis for, at en stabil tilværelse er en umiddelmådig svær øvelse. Stoke kiggede forbi Loftus Road i London, og netop ’The Potters’ er beviset på, at med et langt sejt træk kan det lade sig gøre at få et middelmådigt hold i Premier League i vater.

Først Tony Pulis og siden Mark Hughes har med en fysisk orienteret spillestil samlet en trup, der bogstavelig talt kan og vil slås for livet og gav med 1-0- og 2-1-føringer QPR en hård dag på kontoret, før det endte med en 2-2-affære takket være en frisparksperle af Niko Kranjcar to minutter før tid. Og det siger vel det hele. At selv med indkøb af profiler som Sandro, Rio Ferdinand og Niko Kranjcar er loddet som oprykker tungt og fortiden som vindere af FA Cuppen og Liga Cuppen vitterligt længe siden.

Oprykkerens fortælling kunne være om Ipswich, Leeds, Birmingham eller Bolton. Traditionsklubber, der stille og roligt er sunket uden at efterlade sig spor andet end gældsbyrder og kamp for eksistensen. Den kamp, som Fulham, Cardiff og Norwich nu står overfor i The Championship som nedrykkere og tilmed efter en forudgående sæson i Premier League, hvor trioen brugte en rekordstor sum på indkøb af spillere. Uden effekt.

Andetsteds kom Swanseas højtflyvende svaner ned på jorden med walisernes andet nederlag i træk. Southampton slog kapital af en tidlig udvisning af Swanseas Wilfried Bony og vandt 1-0.

Newcastle kæmpede sig fra 0-2 til 2-2 mod Hull, men er stadig under nedrykningsstregen, og QPR’s medoprykkere Burnley fik 0-0 mod Sunderland.

Aston Villa, der i sidste uge sled sig til en 1-0 sejr på Anfield, blev overbevist af Arsenal om, at holdet heller ikke bør drømme om at hænge på topfeltet, idet gæsterne vandt med solide 3-0 som endnu et partsindlæg i bevisførelsen for, at eliten sidder tungt på Premier Leagues europæiske pladser.

Toppen af Premier League synes umulig at bryde ind i for de klubber, for hvem der var engang med mesterskaber i 60erne og 70erne eller tidligere, og bare overlevelse synes en stor udfordring. QPR spenderede stort i oprykkersæsonen 2011/12 og overlevede akkurat med et point.

Efter løb ’The R’s’ tør for held og rykkede ned med et kostbart hold. Flere af de dyre drenge blev, og flere kom til, hvilket gav omgående oprykning, men med et forbrug så stort, at reglerne om bugdetstyring og finansielt fairplay formentlig vil tage livet af klubben, hvis QPR rykker ned i indeværende sæson. I givet fald endnu et lidet misundelsesværdigt kapitel i en kulørt klubhistorie, der blandt andet har set klubben forsøgt solgt for år tilbage med pistoler og vold som forhandlingsmetoder.

Men kommer det så vidt, vil QPR bare være endnu et navn i bunken af oprykkernes fortællinger om efterfølgende nedtur i skyggen af nyttesløst overforbrug.

En fortælling, der også kunne have handlet om Bradford, Portsmouth eller Sheffield United.