Man skulle tro, at to mål og 3-0-sejr ville give lidt overskud, men torsdag aften viste en Panathinaikos-svensker sig fra sin værste side.

Det er i hvert fald historien, hvis man spørger Brøndbys Lebogang Phiri, der under kampen blev tilsvinet af Panathinaikos svenske tomålsskytte, Marcus Berg.

»Marcus Berg gik forbi mig i spillertunnelen og kaldte mig en 'monkey'. Jeg har aldrig nogensinde oplevet noget lignende. Det er total mangel på respekt for andre mennesker,« siger Lebogang Phiri ifølge Ekstra Bladet.

BT har fra kilder i Brøndby fået bekræftet, at den modbydelige kommentar faldt, dog på en lidt anden måde, end Ekstra Bladet beskriver.

Ifølge BTs oplysninger faldt kommentaren ikke i spillertunnellen efter kampen, men i stedet i første halvleg midt på banen. Her skulle svenske Berg angiveligt have opsøgt Phiri og kaldt ham for abe.

Senere fik midtbanemotoren Rodolph Austin såvel som Brøndby-træner Alexander Zorniger nys om episoden, og begge skal have konfronteret svenskeren med udtalelserne. Zorniger meningsudeveksling skal være endt med, at der blev råbt nogle ikke så pæne ting. Svenskeren benægtede ifølge BTs oplysninger ikke at have sammenlignet Phiri med en abe, og Brøndby har nu indberettet episoden til UEFA.

»Jeg er chokeret over det overhovedet kunne ske og vil bestemt ikke sammenlignes med et dyr. Det er rystende at opleve,« siger Lebogang Phiri til Ekstra Bladet.

Overfor aftonbladet.se afviser Berg, at han skulle have kaldt Phiri en abe:

»Det er ikke sandt. Det lyder ret underligt. Der var skærmydsler, men sådan noget sagde jeg ikke.«

»I kampens hede ude på banen siges der masser af ting. Jeg måtte tage imod meget skidt og hårdt spil, og så giver man igen og forsøger at få modstanderne ud af balance. Når kampen er forbi, så lægger man det bag sig, glemmer det og giver hånd. Det er op til dem, om de vil være professionelle og komme videre, eller hive alt det frem, som skete på banen.«

Men kaldte du ham abe?

»Ikke så vidt jeg husker.  Det er deres ord,« siger Marcus Berg.

Der er returkamp i Brøndby torsdag den 25. august.