Fodboldklubben Randers FC forstærker forsvarskæden med Erik Marxen fra sommer. Marxen er egentlig på kontrakt hos AC Horsens, men han er i den igangværende sæson udlejet til Sønderjyske.

Sportschef Peter Christiansen glæder sig til at få den nye mand i folden. Han ser et stort potentiale i forsvarsspilleren, som han glæder sig til at udvikle:

»Vi får tilgang af en meget dygtig spiller med et rigtigt stort potentiale, der endnu ikke er endeligt forløst. Erik er efter vores vurdering en af de allermest spændende spillere i Alka Superligaen på positionen som venstre back. Hans udvikling som fodboldspiller har virkelig taget fart i denne sæson. Vi glæder os til, i tæt samarbejde med Erik, at accelerere denne udvikling yderligere i Randers FC,« siger sportschefen til klubbens hjemmeside.

Erik Marxen glæder dig også over en fast kontrakt, som forhåbentligt giver ro til at fortsætte udviklingen som fodboldsspiller:

»Jeg er glad for, at aftalen er faldet på plads. Jeg ser meget frem til de kommende udfordringer i Randers FC. Holdets spillestil virker befordrende for mig, og jeg håber at kunne tage det næste skridt i min udvikling hos Randers FC. Jeg har i hvert fald en klippefast tro på, at Randers FC bliver det perfekte sted for mig til næste sæson,« siger Marxen om skiftet til Randers.

Randers-cheftræner Colin Todd mener, at klubben har sikret sig et naturtalent, som både er stærk i defensiven og samtidig kan bidrage i holdets spil fremad banen:

»Han har et naturtalent som venstrebenet spiller, er god defensivt i en-mod-en situationerne, kraftfuld i luften og kan lide at komme fremad. Så vi får en rigtig god spiller til Randers FC i den kommende sæson,« siger cheftræneren.