Fodbold-Europas måske mest eftertragtede teenager har fået nye græsgange. Norske Martin Ødegaard er officielt skiftet fra de trygge rammer i Strømsgodset til Real Madrid. Det skriver begge klubber på deres hjemmesider.

Det er ikke hverdagskost for fodbold-Norge, at der lander et privatfly fra Real Madrid for at fragte en spiller til klubben. Faktisk bliver Martin Ødegaard den første nordmand i klubben - nogensinde. Og det i en alder af kun 16 år.

Omkring kl 07.40 torsdag morgen fløj et privatfly fra snevejret i Rygge til varmere himmelstrøg i Spanien, hvor han præsenteres i klubben kl 13.30. Det skriver norske VG.

Ifølge VG betaler Real Madrid ca. 25 millioner kr. for det unge talent, og det kan stige til det dobbelte. Nordmanden forventes at tjene over 15 millioner kr. om året i kontraktperioden, der foreløbigt dækker de næste tre et halvt år. Det skal ifølge den norske avis have hjulpet ham i forhandlinger, at Bayern München også var særdeles interesseret i hans underskrift.

»Det er en ung spiller med store kvaliteter og et højt potentiale,« siger Reals cheftræner Carlo Ancelotti om sin nye elev.