Real Madrid kan nu kalde sig verdens bedste klubhold, efter holdet slog argentinske San Lorenzo i finalen ved VM for klubhold lørdag aften.

Det hjalp ikke de undertippede argentinere, at holdet havde opbakning fra selveste paven i mødet med den spanske storklub på Stade de Marrakech i Marokko.

Real Madrid vandt nemlig finalen i sikker stil med 2-0 og kunne efterfølgende løfte pokalen.

Kampen blev en til tider ret hårdtspillet affære, hvor argentinerne fra begyndelsen gik til stålet over for Ronaldo, Gareth Bale og Sergio Ramos. Især sidst nævnte lod sig i glimt provokere og gav igen i form af et par hårde frispark.

Samme Sergio Ramos så dog ud til at bruge tændingen fra modstandernes hårde spil positivt, da han efter 37 minutter steg til vejrs og headede et hjørnespark i mål til 1-0.

Kampen skulle dog ind i anden halvleg, før waliseren Gareth Bale udbyggede Real Madrids føring til 2-0 i en situation, hvor San Lorenzos keeper, Sebastián Torrico, ikke så alt for overbevisende ud.

Med sejren lørdag aften kan Real Madrid nu både kalde sig for Europas- og verdens bedste klubhold, da spanierne også er regerende mestre i Champions League-turneringen.