Real Madrid vandt onsdagens kamp over Sevilla 2-1, men sejren kan ende med at blive dyr for kongeklubben, der indkasserede to skader og en karantæne.

På lørdag mødes de to rivalisrende Madrid-hold på Atléticos hjemmebane, og de hvidklædte må undvære James Rodriguez og Sergio Ramos, der begge måtte udgå af onsdagens kamp.

James Rodriguez nåede at score det første mål, men efter 24 minutter måtte den 23-årige colombianer forlade banen med en skade i højre fod. Efterfølgende viste det sig, at James havde fået et brud på en knogle i foden. Klubben meddeler på deres hjemmeside, at James skal opereres torsdag og at de endnu ikke ved, hvor længe han er ude. Det er dog sikkert, at weekendens kamp bliver uden colombianeren på holdet.

Ligesom James måtte Sergio Ramos også udgå af onsdagens kamp. Den spanske sportsavis Marca skriver torsdag, at Ramos døjer med muskelproblemer og derfor er ude de næste tre uger. Han må derfor slutte sig til James på tilskuerpladserne og nøjes med at heppe på kongeklubben under weekendens lokalderby.

Udover de to skader fik  Reals Marcelo et gult kort i onsdagens kamp. Dermed er han oppe på fem gule kort og har karantæne i den næste kamp. Real Madrid overvejer dog at indgive en appel, skriver Marca.

Klubbens problemer stopper ikke der. Inden kampen mod Sevilla var Coentrão, Pepe og Luka Modric alle på Ancelottis skadesliste og de er alle tre tvivlsomme til lørdagens kamp.

Carlo Ancelotti kan dog glæde sig over, at hans største stjerne, Cristiano Ronaldo, er tilbage fra karantæne og gerne skulle være fuldt ud restitueret til den vigtige kamp.

På nuværende tidspunkt ligger Real Madrid på en førsteplads i La Liga med fire point ned til Barcelona på andenpladsen og syv point til Atlético på tredjepladsen inden lørdagens topopgør.